Modbydelig voldssag afgjort efter to dage

Fire betingede og en ubetinget dom, da retten i Frederikshavn afsagde dom i sagen mod fem unge skagboer

SKAGEN:En indflytterfest 1. september 2006 i Aalbæk endte i masseslagsmål mellem fem unge skagboerne og to aalbækkere. Skagboerne, der er mellem 15 og 20 år, var gæster ved indflytterfesten. Ved 22.45 tiden forlod de festen for at tage toget tilbage til Skagen. Mens de gik mod stationen snakkede de om, at de ville finde en eller flere aalbækkere og banke dem. Ifølge dem selv var det bare for sjov, men da de nåede stationen sad en gruppe unge fra Aalbæk og drak i et skur. 15-årige N gik over til en af dem og sagde, at han havde grimt hår. De skændtes og skubbede til hinanden. Det blev starten på, hvad anklageren kalder et ualmindeligt groft overfald. Fem mod en Da de fleste af de unge var temmelig påvirkede af alkohol og til dels hash, er der flere forskellige forklaringer på, hvad der skete, og mange kan ikke huske ret meget. N siger selv, at han slog aalbækkeren en eller to gange i hovedet, hvorefter 20-årige J og 16-årige D kom. På et tidspunkt kommer aalbækkeren ned at ligge på jorden, og J indrømmer at have sparket ham en gang i hovedet. Flere vidner fortæller, at de har set flere personer sparke, men at de ikke ved helt præcist hvem. Anklageren mener derfor, at nogle af vidnerne siger mindre, end de ved, fordi de er klar over, at de i fremtiden skal kunne omgås de tiltalte. En 14-årig pige, der også var med til indflytterfesten og på togstationen, virker især modvillig. Dommer Søren Ejdum er tydeligt irriteret. - Du skal ikke sidde og være fræk, siger han til hende, da hun vrisser et svar til anklageren. Nogle piger kommer til og prøver at skille slagsbrødrene ad, og de får den forslåede aalbækker hen til et offentligt toilet, hvor de kan se, at han bløder, og at hans næse sidder helt forkert. Han kan ikke selv gå, og han falder flere gange. Imens er en anden aalbækker kommet til for at hjælpe. 17-årige A nikker aalbækkeren en skalle og spytter, mens han sidder oven på ham. Intet formildende De to domsmænd og dommer Søren Ejdum var enige. De fandt ingen formildende omstændigheder ved episoden, da den både var aftalt i forvejen, og der blev sparket mod en halvvejs bevidstløs person. Dog blev der taget hensyn til de fire yngstes unge aldre ved at give dem betingede domme, mens 20-årige J blev idømt ubetinget fængsel i tre måneder. -Du kan ikke ligesom de andre undskylde dig med din unge alder. Du burde vide bedre, formanede Søren Ejdum. J ville tænke over, om han vil anke sagen, mens de fire andre modtog deres domme.