Moderen og morderen

"Changeling"

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

JEFFREY DONOVAN som korrupt politimand i 1920’ernes LA. Still

En stærk ener i en hård, næsten håbløs kamp mod en overvældende overmagt, det er et tema Clint Eastwood gerne arbejder med. Men her, i "Changeling", er eneren en kvinde, endda en yngre, enlig mor i 1928 i Los Angeles. Det er ikke filmbyen Los Angeles, men simpelthen en amerikansk storby, hærget af kriminalitet og brutalt styret af et voldsomt korrupt politi. Christine Collins lever sit stilfærdige liv sammen med sin ni-årige søn, Wal-ter, i et pænt forstadskvarter. Hun arbejder på en telefoncentral for at klare en ordentlig tilværelse for sig og sin søn. Og det går godt for hende. De klarer sig. Indtil en dag, da hun kommer hjem efter en ekstravagt og opdager, at Walter er væk. Det er et voldsomt stærkt drama, og det bliver bestemt ikke mindre af, at Clint Eastwood har skabt filmen over et virkeligt forløb. Historien er tæt på at være autentisk gengivet. De fleste personer er taget lige ud af den virkelige historie for 80 år siden, og der er ikke lavet om på forløbene og udfaldet. Perspektivet bliver unægtelig ekstra pinefuldt, når man ved, at det er sande, tæt skildrede forløb. For det er i sandhed en grusom historie. Den fortvivlede mor alarmerer politiet og får besked på at vente et døgn. De plejer at komme tilbage. Men da døgnet er gået, er ethvert spor blevet koldt og hendes Walter er væk. Fortvivlet bruger hun alle sine kræfter og al sin tid på at søge selv, uden held. Fem måneder senere er der nyt: Politiet har fundet Walter i en ravnekrog i selskab med en vagabond. Han er nu på vej til LA. Christine bliver kørt til banegården, hvor politiet har sat et kæmpeopbud af journalister stævne. For politiet er det en yderst kærkommen succes. Byens ordensmagt er under voldsom kritik fra presse, borgerretsfolk og politikere, anklaget for overgreb, korruption og direkte kriminalitet. Og ikke uden grund: Politimesteren, James E. "Two Guns" Davis, som gerne lod sig fotografere i revolvermands-positur, var frygtet og berygtet for sine politisk sanktionerede dødspatruljer, der uden rettergang udryddede masser af formodede kriminelle - ikke for at skabe lov og orden, men fordi de var konkurrenter til politiets egne indbringende forretninger i underverdenen. Politichefen har brug for en succes, koste hvad det vil. Og det kommer det til: For Christine genkender ikke den Walter, politiet har hentet hjem. Det er ikke hendes søn. Men politiet fastholder - det må være strabadserne, der har forandret ham - og de presser hende til at tage ham med hjem "på prøve". Drengen fastholder også selv, at han er Walter. Men det kan stadig blive værre. Da Christine henvender sig et par dage efter, helt sikker i sin sag, bliver hun slet og ret erklæret sindssyg og tvangsindlagt under forfærdende, tortur-lignende forhold. Hun må jo være sindssyg, når hun nægter at kende sit eget barn. Til alt held for hende har hun også venner. En præst og radioprædikant, Gustav Briegleb, tror hende. I John Malkovich’s skikkelse tager han hendes sag op og får hende udskrevet - og nu ruller retsmaskinen for alvor. De åbenlyse overgreb og juridiske krænkelser, hun har været udsat for, fører til søgsmål og høringer. Og samtidig tager sagen om hendes søn en ny vending: En seriemorder afsløres og pågribes - med 24 drengelig begravet på sin hønsefarm. Og han nævner også Walter. Filmens intense spænding skyldes selvfølgelig meget selve historien om Walter - er han død eller ikke? Men nok så meget også moderens kamp for sin ret i et samfund, der er parat til at knuse hende, moralsk, menneskeligt og materielt, fysisk og psykisk, for ikke selv at blive plettet af hendes retfærdige anklager. Den lille, kæmpende samfundsborger mod det enorme, uovervindelige maskineri. Det er dér, beretningens pulsslag banker. Og så er det den særlige dybe tone af smerte, sorg og vrede, som Clint Eastwood er så fremragende en formidler af. Han har selv skrevet filmens musik, der lægger sig varmt vemodigt omkring billedernes varme, rolige fortidslys: Filmen genskaber de sene tyveres amerikanske verden så omhyggeligt og hverdagsagtigt, at man ikke kan lade være med at tro på det. Også når Angelina Jolie som Christine Collins trækker i rulleskøjterne, for at kunne komme hurtigt rundt ved det enorme omstillingsborde på den telefoncentral, hvor hun arbejder. Det er en bevægende film i flere niveauer, og Angelina Jolies behersket forstenede ansigt udtrykker med stor styrke forfærdelsen, fortrængningen og vreden, som gennemsyrer hele historien. Også Jason Butler Harner som seriemorderen er voldsomt overbevisende i sit spil helt oppe på nervespidserne - ligesom Jeffrey Donovan, der skaber en fuldkommen modbydelig manipulerende, magtbetændt politimand i kontoret for forsvundne børn. Det er ikke svært - selv om filmen intet gør for det - at finde paralleller til en moderne verdens samfundsapparater og deres gennem mange år forfinede ekspertise, når det handler om at kaste ansvaret andre steder hen og erstatte sandheden med åbenlyse løgne og fordrejninger - og loven med snedige, intelligent raffinerede fortolkninger. Samtidig lader filmen andre rollehavere i det officielle spil optræde næsten kun som netop deres officielle masker, også de i en stil og tone, der virker voldsomt overbevisende tidsrigtig og autentisk. Også for dette er det blevet en meget seværdig film. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Changeling" USA 2009. Instruktør: Clint Eastwood Manuskript: J. Michael Straczynski Fotograf: Tom Stern Klipper: Joel Cox og Gary D. Roach Musik: Clint Eastwood Medvirkende: Angelina Jolie Gattlin Griffith (Walter) Devon Conti (Walter 2) John Malkovich Jeffrey Donovan Jason Butler Harner To timer, 21 minutter. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere