Moderen

AALBORG:Lene Holt Nielsen er Johannes Holt Iversens mor, og samtidig er hun selv professionel musiker, idet hun er uddannet cellist fra Århus Konservatorium og ansat som organist ved de tre kirker i Skørping/Fræer pastorat. Men hun har ikke presset sin søn i forhold til at vælge musikken. - Vi sørger for køre ham og huske ham på at øve. Ellers er det et spørgsmål om at give ham plads, tro på ham og opmuntre ham. Men det er vigtigt, at han finder sin egen vej med musikken, siger Lene Holt Nielsen. Hun kan godt se, at sønnen er en meget musikalsk og talentfuld fyr. - Han interesserer sig for stort set alle musikalske genrer. Musik spiller en stor rolle for ham, og han er meget dedikeret til det og arbejder meget disciplineret med det. At hun selv er professionel musiker betyder, at Johannes Holt Iversen er opdraget med en musikglæde og en tilgang til, at musik kan være centrum i ens liv, men hun ved ikke, om sønnen også vil vælge musikken som levevej. - Det kunne blive en vej, som han ville vælge. Men der er mange ting, som spiller ind. Det handler både om talent, vilje og at man vil leve af og for musikken.