Havne

Moderne fiskefartøj klar til dåb

Skagerak Fiskeeksport A/S opruster sin flåde med den nye ¿Strømegg¿ HG 267, et fartøj i mange millioners klassen

Det nye kombinerede nottrawlfartøj ¿Strømegg¿ til Skagerak Fiskeeksport A/S er netop blevet leveret fra Karstensens Skibsværft A/S i Skagen. Fartøjet bliver døbt på Hirtshals Havn i dag. foto: Peter Broen

Det nye kombinerede nottrawlfartøj ¿Strømegg¿ til Skagerak Fiskeeksport A/S er netop blevet leveret fra Karstensens Skibsværft A/S i Skagen. Fartøjet bliver døbt på Hirtshals Havn i dag. foto: Peter Broen

HIRTSHALS:De har ventet på den i næsten to år, men i dag sejler Skagerak Fiskeeksport A/S" nye stolthed ¿Strømegg¿ ind i Hirtshals Havn. Skipper Páll Joensen vil styre den nye ¿Strømegg¿ sikkert i havn på jomfruturen, og den store begivenhed markeres ved en dåbshøjtidelighed på havnen. Der er tale om en ordre i 100 millioner kroners klassen, og det nye fartøj skal afløse det gamle ¿Strømegg¿ fra 1975, som er ved at være udtjent. Kontrakten med Karstensens Skibsværft A/S blev indgået i december 2005. Skroget er bygget i Riga i Letland, mens værftet i Skagen har brugt de sidste godt fire måneder på at lave den totale ind- og udvendige udrustning fra a-z - lige fra aptering, montering af alle maskiner til det mest moderne elektronik. Skibets hovedmotor er fra MAN Alpha i Frederikshavn. Det nye kombinerede trawl- og notfartøj er 62,6 meter lang og 12,8 meter bred og har en lasteevne på 1350 tons. Der er otte store tanke om bord med moderne køleanlæg, og fiskene bliver pumpet om bord i skibet direkte fra trawlen eller noten. Der bliver plads til 12 besætningsmedlemmer om bord, og Skagerak Fiskeeksport A/S har tidligere oplyst, at det nye fartøj som minimum forventes at kunne lande fisk for 40 mio. kr. brutto om året. For adm. direktør for Skagerak Fiskeeksport A/S, Iver Espersen, var der ingen tvivl om, at ordren skulle placeres hos Karstensens Skibsværft A/S i Skagen. - Vi har udelukkende gode erfaringer med Strømfjord, som værftet i Skagen også har bygget til os, siger Iver Espersen. Direktøren glæder sig over, at Skagerak Fiskeeksport A/S nu råder over en både moderne og effektiv flåde. - Vi har fået et pelagisk kombi nottrawlfartøj med den nyeste teknologi som både er effektivt og fleksibelt. Det giver mulighed for at udøve et optimalt og bæredygtigt fiskeri. Det handler for os om miljø, sporbarhed og kvalitet, fastslår Iver Espersen. Det går godt hos Karstensens Skibsværft A/S, som lige nu har ni nybygninger i ordrebogen til levering i løbet af de kommende to år. Værftet har netop taget en ny tørdok i brug, og fremover vil man kunne bygge og reparere endnu større fiskefartøjer. Når man både tæller de ansatte på værftet og underleverandørerne med har omkring 100 mand været involveret i arbejdet med klargøringen af ¿Strømegg¿ i løbet af de sidste fire måneder. Karstensens Skibsværft A/S stod også for byggeriet af Skagerak Fiskeeksport A/S" seneste nybyggede fartøj Strømfjord for syv år siden.