Moderne knopskydning til 125 år gammel kirke i Løgstør

Løgstør indvier sit nye sognehus, som er bygget tæt sammen med byens kirke

Bente Lembo og Nicolas Cho Meier (fotos)
Det nye sognehus’ facade med kirkespiret i baggrunden. Foto: Nicolas Cho Meier
Løgstør 13. maj 2018 16:22

LØGSTØR: Den 125 år gamle kirke i Løgstør har fået en moderne knopskydning.

Løgstør Sognehus blev søndag indviet med deltagelse af biskoppen, sognepræsterne og byens borgere.

Som noget ret usædvanligt for den slags byggerier er det lykkedes menighedsrådet at få tilladelse til at bygge helt tæt til kirken.

Kirke og sognehus er blevet forbundet med en glasarkade. Via to døre i arkaden er der ovenikøbet direkte adgang til kirkerummet.

- Det er ikke mange steder, man kan få lov til at bygge så tæt på kirken, fastslår biskop Henrik Stubkjær.

- Jeg synes, det virker fantastisk godt her - det kirkelige og det folkelige vil komme til at hænge rigtig godt sammen, forventer Henrik Stubkjær, som tager bygningen i øjesyn, inden han holder dagens festgudstjeneste i Løgstør.

Pernille Vigsø Bagge, den ene af sognets to præster, er også godt tilpas med resultatet. Hun synes, det nye hus giver helt fantastiske muligheder for at udvide kirkens aktiviteter.

- Det kan blive hele byens hus! Bare i næste uge kommer alle børnehavebørnene, dagplejebørnene og indskolingsbørnene og hører Tante Andante, fortæller Pernille Vigsø Bagge.

Læs også NORDJYSKE Stiftstidende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...