EMNER

Moderne sognepræst med digital julegudstjeneste

FJERRITSLEV:Julegudstjenesten for eleverne i Fjerritslev Skole blev en anderledes oplevelse end sædvanligt. Byens kirke er lukket grundet omfattende renoveringsarbejder, og det åbnede for nye muligheder. Sognepræst Niels Jørgen Langdahl fik ideen til en digital julegudstjeneste. - Der var lige pludselig en anledning til at tænke anderledes kreativt, og den mulighed udnyttede jeg. I skolens samlingssal kunne jeg gøre noget, jeg ikke kan i en kirke, fortæller han. Først var eleverne fra 8. til 10. klasse samlet til julegudstjeneste og senere de yngre årgange. Den digitale julegudstjeneste bestod af power point-præsentationer og videoklip. Det hele blev præsenteret på storskærm af sognepræsten, der havde taget en bærbar mikrofon i brug. Så kunne han bevæge sig frit i salen og komme i nærkontakt med eleverne. Niels Jørgen Langdahl havde valgt at vise et klip af en af tidens store Jesus-film "Jesus af Nazareth" indeholdende scenerne med Jesu fødsel samt hyrderne, der tilbeder barnet. - Det var fantastisk at høre hvor levende børnene var med i prædikenen. De tog over, når jeg citerede fra Pyrus og Alletiders Jul. Sådan noget giver vidunderligt kick. Eleverne fik ikke udleveret et sangblad men kunne læse salmernes tekster på storskærmen.