Teater

Moderne teater for frilandsgrise

KØBENHAVN:Skuespillerne Charlotte Fich, Nis Bank Mikkelsen og Emmanuel Limal får usædvanligt selskab på scenen, når de medvirker i teaterstykket "Ach du lieber". Syv økologiske frilandsgrise, udgået fra Det Nordsjællandske Griseakademi, bliver en aktiv del af stykket, der bygger særdeles frit på H.C. Andersens eventyr "Svinedrengen". Grisene vil være fem-seks måneder gamle, når de optræder i stykket, og de har gennemgået særlig træning til formålet. "Ach du lieber" præsenteres som "en debatskabende og provokerende forestilling om mennesket i kampzonen mellem natur og kultur". Forestillingen produceres af teatervirksomheden Von Heiduck i samarbejde med griseakademiet. Madeleine Røn Juul, tidligere teaterchef i Århus, instruerer sammen med Von Heiducks grundlægger, Thomas Hejlesen. "Ach du lieber" spiller i Den Gamle Ridehal på Det Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg. Stykket har premiere 16. oktober./ritzau/