Velgørenhed

Modeshow fik stor succes

Den store fremvisning af genbrugstøj onsdag aften i Sæby Fritidscenter blev en stor succes. 100 gæster havde sagt ja tak til at betale de 50 kroner, som det kostede at være med, og dermed kommer arrangørene ud af projektet med et overskud. - Alle havde et smil på læben, og aftenen gik som den skulle. Allerede nu kan vi godt love, at succesen vil blive gentaget til næste år, siger formanden for Aktive Kvinder i Sæby, Karen Drastrup. Dansk Røde Kors og Aktive Kvinder var for første gang indgået i et samarbejde, og op til modeshowet var der begyndt at komme lidt sved på panden. - Det var jo en stor satsning, og det koster penge at arrangere et show af den størrelse. 100 mennesker havde vi ikke drømt om, lyder det fra Karen Drastrup. Grunden til samarbejdet skal ses i lyset af, at nogle medarbejdere i Røde Kors’ genbrugsbutik i Sæby samtidig er medlem af Aktive Kvinder, og på den måde begyndte ideen om et modeshow at dukke frem. - Mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag handler i en genbrugsbutik, og vi synes, det var på tide at få vist tøjet frem på denne her måde. De 100 fremmødte i fritidscentret fik et godt indblik i genbrugstøjets univers, og at det bestemt sagtens kan lade sig gøre at gøre en god handel. To piger på 10 år gik for eksempel målrettet op på podiet og viste, at man i den alder ikke behøver at være slave af nyt modetøj. Et specielt flot indslag var brudeparret. En brudekjole kan jo fås til mange tusinde kroner, men kan altså også erhverves i en genbrugsbutik for kun 400 kroner. Efter showet var der lejlighed til at købe tøjet, og her gik handelen ivrigt. Iøvrigt kan det oplyses, at det er for at skaffe penge til humanitært arbejde, at Dansk Røde Kors i Danmark indsamler mange tusinde tons tøj og sko. Tøjet sorteres og en del sælges rundt om i landets butikker. Personalet i Røde Korsbutikken arbejder frivilligt, og på den måde er det nemt at skaffe et overskud til et godt formål.