Modeshow i gågaden

Butikkerne viser efterårets mode i boksering og på løber

Lørdag aften uddeles øretæver i Arena Nord, men om formiddagen kan man få de blå øjne malet på. I gågaden er det hele for sjov. Arkivfoto
Frederikshavn 3. september 2013 17:09

FREDERIKSHAVN: Klokken 11 lørdag formiddag vil strøgkunder i Frederikshavns gågade kunne opleve et anderledes modeshow.

Handels- og Virksomhedsforeningen FREDERIK samarbejder med bokseklubben Pugilist om et modeshow på en 60 meter lang løber, der lægges ud mellem Kalsstorvet og Fisketorvet.

- Flere end 15 lokale butikker viser efterårets trends og tendenser, fortæller handelschef Dan Kobberup.

Boksemodeller

Bokseklubbens medlemmer skal denne dag agere modeller på den lange catwalk. I anledning af aftenens Fight Night i Arena Nord vil flere af modellerne være sminket med blå øjne.

På Fisketorvet vil der være opstillet en boksering. Efter modeshowet bliver der mulighed for, at børn og barnlige sjæle kan kravle op i bokseringen. Her vil repræsentanter for Pugilist give gode råd om boksning og træning.

Frederikshavn Amatørscene maler ”blå øjne”-ansigtsmaling på alle, som tør prøve handskerne i bokseringen.

Knock out tilbud

Dan Kobberup fortæller desuden, at nogle butikker denne dag vil have ”knock-out”-tilbud, men bliv ikke forskrækket, hvis butiksassistenterne også har ”blå øjne” denne dag.

Modeshowets konferencier er Michael Mif Frederiksen. Butikkerne lukker klokken 14.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...