Modeskaber med movie-muse

Af Charlotte Mackeprang navne@nordjyskde.dk ¤Givenchy, designer for blandt andre Audry Hepburn, fylder tirsdag 85 år. Og med hende som muse, var Givenchys lykke gjort som succesrig modeskaber af tøj på modens bonede gulve. Det hele startede med en misforståelse for den unge designer Hubert de Givenchy. Han havde startet eget modehus i starten af 1950'erne, da han blev opsøgt af skuespillerinden Audrey Hepburn. I den tro, at det var den på den tid mere kendte og fedterede Katharine Hepburn, sagde Givenchy "ja tak"til at mødes med divaen. Da Audrey i stedet dukkede op, blev hun sendt hen for at se på tøjet i hans gamle kollektion for at se, om der noget, hun kunne bruge til sin rolle som Sabrina i filmen af samme navn. Den forkerte Hepburn skyndte sig at prøve flere af kjolerne. Og da Givenchy så hende i dem, blev det starten på et livslangt venskab og partnerskab udi mode. De passede perfekt hendes skikkelse, og i årerne der fulgte (og frem til hendes død i 1993), var det altid Givenchy, der designede kjoler til Audrey Hepburn - hun blev hans muse. Hubert de Givechy vidste dog allerede i en tidlig alder, at han ville være i modebranchen. En verdensudstilling i Paris i 1937 - Exposition Intenationale - fik ham ledt på sporet. Og inden han selv i 1952 kom så vidt, at han kunne åbne sit eget modehus, havde han blandt andet arbejdet sammen med Pierre Balmain og Christian Dior. Hans utrolige sans for farvekompositioner kom dog så at sige ind med modermælken. Huberts morfar - Jules Bardin - var chef for en fabrik i Beauvais, hvor de fremstillede gobeliner. Også hans tipoldefar arbejdede som designer på fabrikken. Han stod blandt andet bag 13 designs af tapeter til Elysèe Palæet. Men det blev filmstjernerne, der for alvor førte Givenchy op på podierne, når haute couturen skulle vises frem. Ud over Audrey Hepburn, havde Givenchy en række divaer på kundelisten som Lauren Bacall, Ingrid Bergman, Marlene Dietrich, Greta Garbo, Grace Kelly - og den amerikanske præsidentfrue Jacqueline Kennedy. Faktisk var det ham, der designede den kjole, som Jackie bar til sin mands begravelse i 1963. I 1988 solgte Givenchy sit modeimperium til luksuskoncernen LVMV, der har brands som Louis Vuitton, Moet Hennesey, Bvlgari, Guerlain, Fendi, Kenzo, Donna Karan og Tag Heur samlet. Først i 1995 trak Hubert de Givenchy sig for alvor fra modescenen. Men i 2007 kom han tilbage for en kort bemærkning, da det franske postvæsen La Poste udgav et frimærke i forbindelse med valentinsdag - designet af Givenchy. /ritzau/