Modet er højt hos VK Vendsyssel

JERSLEV:Selv om VK Vendsyssels herrehold i 2. division for herrer får svært ved at fastholde placeringen i 2. division, har holdet ikke mistet modet. VK Vendsyssel, der er tredjesidst, skal i dag i Toftegårdsskolens idrætshal møde Aabyhøj/IHF, Århus, der er placeret midt i rækken. - Vi vil selvfølgelig gerne have point, men kan vi bare vinde sæt, er vi også glade, siger træner Christian Bech fra VK Vendsyssel. - Så vi vil prøve at vinde sæt, og senere forsøge at presse dem. Aabyhøj ha klart markeret sig bedre end os, og Aabyhøj er et markant bedre hold. - Men vi har aftalt, at selv om vi møder modgang, vil vi holde hovedet højt, og blive ved med at fungere som hold. Ifølge Christian Bech er det langt bedre hold, VK Vendsyssel skal møde i de sidste kampe. Der mangler endnu fem kampe, og de fleste mod stærkere hold. Blandt andet mangler VK Vendsyssel at møde Svenstrup, der er nummer to i rækken. Christian Bech mener, at hvis der er hold, der skal tages point fra, er det Aabyhøj/IHF. - Men det kræver, at vi spiller over sædvanligt niveau. Christian Bech regner med, at hans hold stiller i fuld styrke.