Modetøj til arbejdsbrug og fritidsliv

Tøjfirma i Frederikshavn har eget design og showroom i Bella Center

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pede Frøde afprøver Bangsbo Equipment’s eget design inden for arbejdstøj, og som selv udlært elektriker, har han selvfølgelig valgt det røde look. Til højre Andreas Sørensen, der står for salget af firmaets mode- og golftøj, og til ventre direktør Søren Knudsen. Foto: Kim Dahl hansen

FREDERIKSHAVN:Tøjfirmaet Bangsbo Equipment ApS på havnen i Frederikshavn er med på moden indenfor arbejdstøj, golfbeklædning og casual modetøj i al almindelighed til kvinder og mænd. Firmaet, der er startet af en lokal investorgruppe, har efterhånden fået så godt fat, at der nu er fem ansatte, og fra 1. juli i år er etableret fast showroom i Bella Center, ligesom firmaet deltager i de årlige modemesser her og andre steder. Siden november 2005 har firmaet haft til huse med salgs- og kontorfaciliteter samt lager i en del af den tidligere Mekanord-bygning på Nordre Kaj, men har reelt eksisteret siden 2001 med salg af golf- og modetøj via golfbutikker og modeforretninger. - Vi har rettighederne til i hele Danmark og Norge at forhandle Disneyserien Unlimited til damer samt Grand Slam til herrer, fortæller Bangsbo Equipment’s medejer og direktør Søren Knudsen. Arbejdstøj ny aktivitet Fra februar i år er også arbejdstøjet, der bærer firmaets eget navn ”Bangsbo Equipment”, kommet til. - Vi har helt eget design og produktion af vores arbejdstøj, der retter sig mod håndværk og industri. Arbejdstøjet afsættes til virksomhederne via et forhandlernet, eksempelvis lokalt P. Conradsen. - Forhandlernettet kan også være en stor virksomhed i sig selv, og hvor den ansatte af sin virksomhed udstyres med en rekvisition, og selv kan henvende sig her i vores showroom på havnen og få tøjet udleveret efter prøvning, siger Søren Knudsen. Søren Knudsen, der er tilflyttet nordjyde fra Sjælland, har i de seneste 17 år arbejdet i tøjbranchen, bl.a. inden for sportsbeklædning. - Bangsbo Equipment går efter kvalitet i produktionen af vores arbejdstøj, og også efter at være helt fremme i skoene med tre-farvet arbejdstøj, der er den modetrend, der gør sig gældende blandt de yngre håndværkere. Yderligere lægger vi stor vægt på logistikken med levering fra dag til dag, påpeger Søren Knudsen, der inklusive sig selv har to sælgere til at udbrede kendskabet til det frederikshavnske arbejdstøj, samt Pede Frøde, der er uddannet elektriker, til at stå for lager og logistik. Skub i modetøjet Til at sætte endnu mere skub i salget af mode- og golftøjet har firmaet ansat Andreas Sørensen, Strib. Han har senest solgt golftøj i otte år for Lars Larsen-firmaet Back Tee. Hans store berøringsflade i branchen har givet bonus, understreges det. Endelig er der en ansat til telefonekspeditionen. Bangsbo Equipment leverer tøj til en lang række golf-shops, også i det nordjyske, og 85-90 modebutikker i Danmark og Norge optræder efterhånden på firmaets kundeliste. Bangsbo Equipment har konstant cirka 60.000 enheder på lageret fra gulv til loft i den tidligere gearfabrik på havnen, hvor firmaet råder over 250 kvm. Hvor meget firmaet omsætter, ønskes ikke oplyst. - Men med de investeringer vi har gjort, er der for alvor ved at komme gang i kendskabet til os og i efterspørgslen, understreger Søren Knudsen.