Modets melodi

Beate Bille bifalder sandheden tilsat en vis musikalitet. Selv er hun ærlig omkring sin nervøsitet, sine sejre og sine drømmeroller, der har farver

Birthe Nobel Øby
Beate Bil­le spil­ler rol­len som Gwendolin i Det Kon­ge­li­ge Tea­ters tur­né-op­sæt­ning af “Bunbury”, der har pre­mi­ere i Fre­de­riks­havn i mor­gen af­ten.Foto: Per Mor­ten Abra­ham­sen/Pol­fo­to
Insekter 11. marts 2007 05:00

Iført sort rullekrave og en tynd guldhalskæde med diamantvedhæng, der falder ud af kraven, læner Beate Bille sig ind over bordet i Det Kongelige Teaters kantine og tørrer det over med en hvid serviet. Hendes øjne er mørkeblå og alvorlige, men alligevel er der en vis skødesløs afslappethed over hendes bevægelser, som hun sidder der. Hun er før blevet beskrevet som en skønhed, der ser ud som om hun bærer på en hemmelighed. Måske er det en del af forklaringen på, at hun har spillet med i så forskellige film, tv-serier og teaterstykker, som tilfældet er, efter at hun forlod Statens Teaterskole i 2004. Nu er hun aktuel i stykket “Bunbury” på Det Kongelige Teater - et stykke der handler om at finde sandheden om sig selv - og leve med den. Beate Bille bærer også på en sandhed. Og den er broget, for som så mange andre har hun både tvivl, nervøsitet, glæde og taknemmelighed at bære rundt på. Og hun føler sig tættest på sit sande jeg i de øjeblikke, hvor livet kommer listende bagfra og overrasker hende. Sandheden viser sig i de situationer, hvor hun ikke er forberedt. Tilspidsede øjeblikke Det er ikke i hverdagens trummerum, at Beate Bille mærker sandheden om sig selv. Men når det sker, er det ofte i sammenhænge, hvor hun bliver meget påvirket følelsesmæssigt. - Jeg føler mig tættest på mig selv i tilspidsede situationer, hvor jeg reagerer instinktivt, inden jeg når at tænke mig om. Det er jo ikke i situationer, hvor jeg går og har det trygt og rart, men som regel i øjeblikke, hvor jeg er meget nervøs, ked af det eller meget glad. Det er virkelig dér, jeg mærker min egen kerne. Det er vigtigt for Beate Bille at søge sandheden om sig selv for at nuancere sit liv, og det gør hun ved at fordybe sig og søge indad både privat og som skuespiller. - Privat kan jeg slå hjernen fra ved at se en skidegod film eller læse en bog, men det handler også om ikke at springe over, hvor gærdet er lavest, og på den måde blive bedre til det, man laver. Det er både for sin egen og sine omgivelsers skyld, at Beate Bille ikke konstant går rundt og mærker sig selv. Og hun mener da heller ikke, at man skal være hudløst ærlig i alle situationer. - Nogle gange har man ikke brug for at få smækket sandheden i hovedet. Der er nogen, der er så tordnende ærlige på en måde, hvor man tænker, at det må være mere for egen vindings skyld, at de har behov for at buse frem med sandheden. Man må godt have en lille smule musikalitet i forhold til andre mennesker. Selv har Beate Bille ikke problemer med at stikke en hvid løgn, hvis hun for eksempel ikke kan overskue en middag og ikke nænner at sige, at hun ikke gider. Men i det store hele er det vigtigt for hende at være et sandt og ærligt menneske, og det samme forventer hun af sine omgivelser. Stadig lortedage Beate Bille er blevet 30 og en af de ting, hun har lært gennem de sidste ti år, er ikke at tage sig selv så højtideligt. Det er også en egenskab, som hun sætter meget højt hos andre mennesker. Evnen til at kunne rumme sig selv. - Siden starten af tyverne er jeg er blevet mindre selvhøjtidelig. Jeg kan stadig have nogle lortedage, men næste dag, så griner jeg af det. Jeg er på den måde blevet bedre til at tackle ting med humor. Det har jo også noget med ærlighed at gøre. Men det er ikke alle Beate Billes kanter, der er blevet slebet af eller kan klares med et godt grin, hun har op til flere sandheder om sig selv, som hun godt kunne leve foruden. - Når man kommer hjem til andre, så synes man jo, at de har den fedeste lejlighed, og sådan har jeg det da også med mig selv. Nogen gange tænker jeg, at gid jeg var sådan eller sådan. Der er en masse, man godt ville kunne designe lidt om ved sig selv, men det kan man jo ikke. Jeg har et temperament, der stikker af fra mig en gang i mellem, og så tænker jeg, at jeg gerne ville være lidt mindre dramatisk eller bare lidt mere saglig. Nervøs fødsel Med dramatikken følger også det at blive nervøs. - Lige inden premieren har jeg det forfærdeligt. Jeg bliver pissenervøs. Jeg tænker hver gang, at det var da et sjovt job, jeg har fundet mig. Jeg forstår ikke, at jeg gør det. Og så gør jeg det igen. Det må være det samme, som når kvinder siger, at det gør pisseondt at føde, og så gør de det igen to år efter Beate Bille mener, at det måske er hendes enfoldighed, der spiller ind, når hun alligevel fortsætter på trods af sin nervøsitet. Og så snart premieren er overstået, så vender det hele. - Så tænker jeg, at lige meget hvad folk tænker, så kom JEG igennem det her, og fuck hele verden, fordi jeg overlevede. Men nervøsiteten er ikke blevet nemmere at tackle med årene. Måske fordi hun er blevet så dedikeret til sit job. - Da jeg var yngre tænkte jeg, at jeg jo altid kunne starte forfra i morgen. Så kunne jeg bare blive bartender i New York eller tage til Bali på et eller andet kursus. Nu har jeg jo et ansvar. Det er sværere at sige fuck det hele. Men det er jo også skønt, at man ikke bare kan skride ud af bagdøren. På Teaterskolen fik Beate Bille konsekvent at vide, at hun virkelig skulle tænke sig om, når hun kom ud, for ellers ville hun komme til at spille den blonde, blåøjede pige. Hver gang. Men siden hun er blevet færdig som skuespiller, er hun udelukkende blevet tilbudt meget forskelligartede roller. I “Drabet” spillede hun for eksempel morderske, og i “Fidibus” en tør retorik-studerende. - Det er skønt, at jeg hver gang får tilbudt roller, der giver mig et kæmpe sug i maven og får mig til at tænke, at den her rolle ligger så langt fra mig, hvordan kan jeg det? Det synes jeg er privilegeret, men også skide svært. Der er ikke en defineret rolle, Beate Bille drømmer om at spille. Det afhænger mere af stemningen i rollen eller farven, som hun siger. - Der er nogle gange, hvor jeg ser en situation i en film eller læser en bog og tænker, at den farve gad jeg godt spille. Det kunne være en film i Skotland, hvor jeg red på heste, eller en forestilling, hvor jeg skulle træne et år op til for at komme i god form. Jeg vil ofre mig selv rigtig meget for en rolle. Min grænse går der, hvor det ville gå ud over mig selv, og jeg mistede helheden, eller hvis jeg skulle lave noget decideret ulovligt. Hun placerer sine hænder med de korte bordeauxrøde negle på bordet, som for at understrege grænsen. Herefter rejser hun sig, og trækker sin sorte hue godt ned om ørene. Sandhedens farve er hvid, og Beate Bille er klædt i sort og blå. Måske fordi hun bærer på en modig sandhed, der tør spille på alle tangenter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...