Modige sprintere fik sig et fartkick

90 køretøjer var meldt til ungdomsskolens scootertræf - nogle kom helt fra Fyn for at køre ræs

Tekst: Birgit Eriksen
Specialbyggede maskiner tilbagelagde de 150 meter på ganske få sekunder - og turen gik ikke stille for sig.
EMNER 26. september 2011 06:00

Arrige, energiske og skarpe motorlyde kunne på lang afstand høres fra Nordens Allé lørdag. Vejen var spærret af for at give plads til ungdomsskolens scootertræf. Og i år var der deltagerrekord. -Træffet blev lavet i sin tid for at vise de unge, at man kan bruge sine evner på en anden måde end at køre rundt nede i byen og på cykelstierne og lave ulovligheder. Vi ville trække tingene ind på lovligt område, og give dem mulighed for at køre på en tunet knallert lovligt - og under kontrollerede forhold, forklarede projektleder Per D. Kristensen, mens gashåndtagene blev vredet i bund på opvarmningsbanen. - Nu er træffet eskaleret. Vi har indgået samarbejde med RaceTour.dk, og de afvikler en afdeling af en landsdækkende sprintcup her. Det betyder, at vi har fået professionel tidtagerudstyr, hvor deltagerne kan se, hvor hurtig de kommer ud af røret, og hvor hurtig de kører på langsiden. Man kan finde ud af, hvordan ens knallert er tunet, og så skruer de jo rundt omkring på deres stande ind imellem, forklarede Per D. Kristensen med et nik mod Sct. Georgs Gårdens p-plads, hvor rytterne gjorde de to-hjulede fartklar eller fik dem testet på rullefeltet. - Træffet er ikke kun for eliten - alle kan komme med deres almindelige scooter eller knallerter. Vi viser vores unge mennesker, at det her er en sund interesse, og vi har jo alle sammen bruge for rollemodeller. Nicolai Duus fra Brønderslev var til træf med sin Yamaha bws ng, som han bruger til transport i hverdagen. Og han blev glædeligt overrasket over, at den blev mål til 6,1 på rullefeltet. - Jeg havde kun regnet med en tre-fire stykker, smilede han. Men sprintkonkurrencen holdt han sig dog fra. Blandt deltagerne var også 22-årige Mads K. fra Fyn. Han havde tilbagelagt de 150 meter sprintbane på 6,28 sekunder, og satsede på at køre sig ind på top-tre: - Og så forhåbentlig en førsteplads i hestekræfter på rullefeltet, lød det. Og sprintkonkurrencen er ifølge fynboen den lange køretur værd. - Det er spændende - både farten og konkurrencen. Hele racer-ånden - det er det, jeg kommer efter, sagde han med et smil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...