Modløs ministermodstand

Det bekymrende ved reaktionerne efter meddelelsen om, at Bertel Haarder igen er blevet undervisningsminister, som han var det igennem mere end et årti under statsminister Poul Schlüter, er ikke i sig selv protesternes forudsigelige modløshed, men derimod deres totale mangel på substans og argumenter.

HAARDER Den nye undervisningsminister med den årelange erfaring indenfor sit omstridte område har allerede i løbet af de første dage efter sin udnævnelse spillet ud med en meget lang række forslag til reformer og en justering af kursen for folkeskolen. Alligevel er det eneste, man stort set oplever af artikulerede protester nogle forkølede forsøg på at støve Bertel Haarders gamle øgenavne af. I stedet burde man tage ministeren på ordet og gennemgå hans konkrete forslag. Haarder har for det første udtalt, at regeringens værdikamp skal føres over i folkeskolen. Dermed mener han angiveligt, at der skal gøres op med en påstået slaphed. Ligesom folkeskolen skal skærpe fokus på de nationale og kulturelle områder. Det lyder lidt luftigt, men Haarder er heldigvis som gammel højskolemand og grundtvigianer mand for at præcisere sine anliggender verbalt. I en række interview har ministeren for det første understreget, at regeringen nu vil lade eleverne gennemføre test af deres kunnen gennem hele skoleforløbet. Desuden skal en ny statslig styrelse have ansvaret for denne evaluering og udvikling af folkeskolen samt føre tilsyn med de enkelte skolers kvalitet. Det vil selvsagt styrke statens kontrol, men samtidig vil ministeren forsvare det decentrale ansvar for økonomien og prioriteringen af ressourcerne. Dernæst har Haarder understreget, at kristendomskundskab og historie for ham er kulturfag. Historie kan altså ikke bare betragtes som et perspektiverende samfundsfag. Ligesom han anser kristendomskundskab for ekstremt vigtigt, fordi Bibelen naturligvis er en af vor kulturs aller vigtigste grundfortællinger, som kunstnere i århundreder har forholdt sig kreativt fortolkende og kritisk til. Endelig har Haarder kraftigt pointeret, at dansk langt hen ad vejen handler om kommunikation i bred forstand, men i aller højeste grad også er et kulturfag. Eleverne skal selvsagt lære at kommunikere mundtligt og skriftligt, men faget drejer sig mindst ligeså meget om, at børnene og de unge i dansktimerne læser noget af det ypperligste ikke mindst fra den hjemlige litteraturhistorie. Vist skal Haarder da mærke modstand og sågar oprigtig modvilje, når han spiller ud med noget, som vi i folkeskolen vitterligt ikke kan være med til, men protesterne skal være kvalificerede og velargumenterede. I modsat fald sætter vi langt mere over styr, end vi på længere sigt vinder. I realiteternes verden har regeringen nu én gang atter et historisk set solidt og stabilt flertal bag sig i endnu en valgperiode. Som nævnt indledningsvis har reaktionerne hidtil desværre mestendels været vrængende vrangvillighed. Når alt kommer til alt, er problemet måske, at mange lærere ligefrem er enige med ministeren, når det eksempelvis kommer til snakken om, at danskheden ikke er eksklusiv, men tværtimod vejen til verden. Ligesom det ærlig talt giver god mening at have en kanon for dansk litteratur, fordi den blandt andet skaber kvalificeret faglig debat. Af misforstået fagpolitisk solidaritet holder mange lærere åbenbart lav profil og undlader at nuancere debatten, fordi de ikke tør eller orker at tage bladet fra munden på de punkter, hvor Bertel Haarder faktisk er ganske fornuftig. Det er ikke bare ærgerligt, men direkte destruktivt både i et demokratisk og pædagogisk perspektiv. Verden er ikke kun sort og hvid. ] Niels Vagner Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer. Hans biografi kan læses på Litteratursiden.dk. Mail: nejst@stofanet.dk