Motionsidræt

Modne ældre får sved på panden

Et par timer hver uge hygger en flok borgere sig i Sortebakkehallen

NØRAGER:Skoleeleverne havde i går formiddag for en stund overladt Sortebakkehallen til en flok modne borgere, der var mødt op til sæsonstarten for fælles idræt og motion i dagtimerne. Projektet blev indledt i februar i år med vognmand Edith Kristensen som initiativtager og projektleder. Efter en fire måneders sommerpause havde de 23 deltagere behov for en grundig opvarmning af kroppen og de stive lemmer. Det foregik efter bedste kaptajn Jespersen principper med Edith Kristensen i rollen som instruktør. Flere idrætsaktiviteter Opvarmningen gav flere sved på panden, og efter en kort pause var de mange motionsglade deltagere med en overvægt af kvinder klar til at fordele sig på de forskellig aktivitetstilbud i hallen. En mindre gruppe valgte dog at nyde dagens flotte sensommervejr og havde taget deres vandrestave med til en rask stavgangstur i det fri. "De vandrende pinde", betegnede en af de tilbageblevne med et grin denne gruppe, da de forlod hallen. For de andre var der både mulighed for at spille boccia, badminton, volleyball med ringe eller tæppecurling, alt efter de enkelte deltageres interesse og fysiske formåen. Ægteparret Else og Heinrich Thoms fra Haverslev var blandt deltagerne i hallen. - Vi var også med, da projektet blev indledt i februar. Da sæsonen sluttede i maj, fortsatte vi med at motionere ved stavgang privat, når vi får lyst. Vi har så stor en grund, at hvis vi går 10 omgange, har vi motioneret i en halv time, fortæller Else Thoms i en kort pause i tæppecurlingspillet. Hun understreger, at parret udelukkende er med i halaktiviteterne for motionens skyld, og ikke fordi de keder sig og søger selskab og samvær med andre. - Det er en dejlig fornemmelse at få rørt kroppen ved stavgang, men vi foretrækker dog at dyrke motion indendørs i efteråret og vinteren. Og vi kan begge klart mærke den bedre fornemmelse i kroppen bagefter, tilføjer Else Thoms. Blandt de 23 deltagere ved sæsonstarten er seks syv ægtepar. En af de andre er 79-årige Orla Sørensen fra Stenild. - Jeg deltager for både motionen og samværets skyld. Tidligere har jeg på grund af gammelmandssukkersyge gået til motion i Sund By Nørager regi. Men dette kursusforløb er stoppet her efter sommerferien grundet for få deltagere, forklarer han. De fleste er gengangere Som initiativtager til de ugentlige samvær i Sortebakkehallen er vognmand Edith Kristensen fuld ud tilfreds med 23 fremmødte, hvoraf størsteparten er gengangere fra forrige sæson. - Omkring 10 andre er forhindrede i at deltage i dag, men kommer næste gang. Sidste sæson var der gennemsnitligt omkring 25 deltagere, primært i den mere modne alder, forklarer Edith Kristensen og tilføjer: - Jeg håber dog, at vi bliver endnu flere, og idrætsaktiviteterne er for alle uanset alder, der har mulighed for at deltage i dagtimerne hver torsdag formiddag. Første træningssamling er gratis, men ellers må hver især ifølge Edith Kristensen betale omkring 100 kroner i kontingent frem til jul eller knap 10 kroner per gang.