Kunst

Modne Mie maler hukommelsen

69-årig beundrer menneskets evne til at overleve

NIBE:Hendes billedverden kredser mest om naturens luner fra de hjemlige strande, hvor klitter og hav til stadighed ændres afhængig af vind og vejr - til fremmede himmelstrøg, hvor det store drama viser sig gennem århundreders forandringer i landskabet. Den 69-årige Mie Bak Jakobsen, med adskillige udstillinger bag sig, har netop åbnet en ny i byrådssalen i Nibe, hvor hun viser abstrakt billedkunst fra Nordjylland og en del af den øvrige verden. Søsteren til den lokale altmuligkunstner Erik Bak er bidt af linjer, former og farver. - Jeg går tæt på motivet, arbejder med detaljen, ofte ud fra skitser eller mindre forarbejder. Det organiske forløb af linier, former og afstemte farver lag på lag giver billederne liv. Jeg er god til at huske, og det benytter jeg mig af. Hun fortæller historier om især jordnære ting, der bliver store, rigtig store, i de rette hænder. Som den tre-delte ophængning med titlen "Ægget og Jeg" fra Kulturnatten i Aalborg. - I det lille æg fandt jeg inspiration. For æg har kimen til liv. Det gjorde jeg også i Hulebyen i Tyrkiet, hvor der bor mennesker i huler af sten året rundt, alting er under forandring, nye stenbrud. Og på Tenerifa, hvor beboere på en nedlagt bananplantage puklede for at indrette nye boliger i det nærliggende stenbrud. - Mennesker søger nye værdier i en forandelig verden, men det har vi jo altid haft evnen til. Derfor overlever vi, og det fascinerer mig På rådhuset i Nibe viser Mie Bak Jakobsens 14 akvareller og 34 akrylmalerier resten af marts - udstillingen arrangeret af Kulturelt Samråd er dog kun åben for publikum i rådhusets åbningstid mandag til fredag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste