Arbejdsmarkedspolitik

Modne nordjyske kvinder hægtes af opsvinget

De bliver kaldt det grå guld, og for mændenes vedkommende passer betegnelsen efterhånden, men når det kommer til de modne kvinder, har de ingen grund til at føle sig forgyldte.

Mens mænd over 50 år i det seneste år har oplevet et fald i ledigheden på næsten 30 procent, er det tilsvarende tal for kvinderne ikke mere end 21,5 procent på landsplan. I Nordjylland ser det endda værre ud for kvinderne. Faldet i ledigheden er kun på 16,4 procent. Fuldmægtig i Beskæftigelsesregion Nordjylland, Kurt Nielsen, mener, det kan skyldes, at kvinderne oftere ansættes i det offentlige. - Det er i de typiske mandefag som bygge- og anlæg, vi har mærket opsvinget, siger Kurt Nielsen, der ikke har nogen forklaring på, hvorfor tallene for de nordjyske kvinder er så lave. Arbejdsmarkedsforsker Steen Erik Navrbjerg fra Københavns Universitet kender heller ikke forklaringen. - Det er overraskende, at der er sådan en kønsforskel. Mit gæt er, at kvinderne typisk bliver ansat i det offentlige, hvor opsvinget ikke betyder flere stillinger i samme grad som i det private, siger han. Samme konklusion drager Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov, og det ærgrer ham. - Det er et vink med en vognstang til arbejdsgiverne om, at der er arbejdskraft nok. De skal bare lade være med at være så kræsne, siger Thomas Adelskov, der gerne vil have undersøgt sagen. Både Dansk Folkeparti og Venstre peger på, at der er masser af brug for de kvindelige seniorer og opfordrer arbejdsgiverne til at kigge en ekstra gang på ansøgningerne fra den kant. - Det er et problem, hvis kvindelige seniorer ikke får tag i arbejdsmarkedet. Nu har jeg netop nedsat en seniortænketank, for at vi kan få taget fat de steder, hvor der stadig er problemer. Dette her vil være et oplagt sted at se nærmere på, fastslår beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). central@nordjyske.dk