Modnet Lindstrøm har fundet sig til rette som profil

Jesper Lindstrøm har vænnet sig til, at holdet kigger på ham, når der skal trædes i karakter offensivt.

Jesper Lindstrøm har i denne sæson spillet otte superligakampe. I dem er det blevet til fire mål og to assister.

Jesper Lindstrøm har i denne sæson spillet otte superligakampe. I dem er det blevet til fire mål og to assister.

BRØNDBYØSTER:Jesper Lindstrøm fløj direkte ind i Brøndby-fansenes hjerter, da han i sidste sæson debuterede med stor succes, for den klub han altid selv havde holdt med.

En ægte vestegnsknægt fra Taastrup var kommet gennem nåleøjet til Brøndbys førstehold, og han viste lovende takter med blandt andet vigtige mål på den europæiske scene.

Som man ofte ser med unge spillere, kommer der formdyk, efter at jubelrusen har lagt sig. Det skete også for Lindstrøm.

Han gled om bag i køen til startopstillingen, men i denne sæson har den nu 20-årige offensivspiller for alvor tiltvunget sig status og respekt på holdet.

Det mærker han også selv.

- 100 procent. Jeg kan mærke, at jeg har fået en meget større rolle i klubben. Det er også mig, som tager hjørnespark og andre ting nu for eksempel, siger Lindstrøm.

- Jeg kan også godt mærke på mine holdkammerater, at de nu forventer, at jeg får lavet et eller andet i kampen, som kan gøre noget farligt omkring modstanderens mål.

De gode præstationer, der inkluderer fire mål og to assister i otte superligakampe i sæsonen, har skubbet ham frem i hierarkiet.

- Der er da større pres, men sådan er det at være fodboldspiller. Man bliver en større profil, når man laver mål og assister, og man bliver en større del af holdet, forklarer han.

Det mener han dog, at han er i stand til at håndtere. I hvert fald meget bedre, end da han ramte et formdyk i sidste sæson.

- Jeg har arbejdet med en mentaltræner, så jeg er bedre rustet. Bedre end jeg var for et år siden. Så presset udefra gør ikke det store, lyder det fra Brøndby-spilleren.

- Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er blevet mere moden og har udviklet mig i min måde at reagere på både på og uden for banen. Jeg fortsætter, og så må jeg håbe, det ikke går ned igen, som det gjorde i sidste sæson.

Den gode form kombineret med et historisk coronarelateret mandefald til det danske landsholds testkamp mod Sverige i sidste uge førte til debut på A-landsholdet for Lindstrøm.

Han blev skiftet ind sidst i anden halvleg af kampen, som tilmed blev spillet på Brøndby Stadion.

- Det var på en lidt billig baggrund, jeg kom derop (på A-landsholdet, red.), men nu har jeg set, hvordan det er deroppe, og det kan jeg da bringe med videre, siger Jesper Lindstrøm.

Brøndby møder søndag Vejle på udebane i 3F Superligaen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.