Modstandere: En stor teaterforestilling

Politikerne vil ikke tabe ansigt

AALBORG:Kritikerne af en vestlig Limfjordsforbindelse er målløse over, at politikerne nu dropper den grundige VVM-redegørelse og erstatter den med en light-udgave. Henrik Mørch, der bor på Egholm, har gennem mange år kæmpet mod en motorvej tværs over øen, og hans undren er stor. - Politikerne i amtsrådet har signaleret, at de ville gøre arbejdet grundigt og få en VVM redegørelse på plads, så man kunne levere et færdigt projekt til staten. - Nu smider de så VVM-redegørelsen ud, fordi den ikke passer i deres kram, selvom den har kostet 1,6 millioner kroner. - Jeg kan kun betragte det som én stor teaterforestilling og penge ud ad vinduet, fordi politikerne ikke vil tabe ansigt, lyder vurderingen fra Henrik Mørch.