Modtageklasser må vente

Ingen midler til tidlig sprogstimulering i år

Aabybro 21. september 2002 08:00

AABYBRO: Det bliver ikke i år, at Aabybro Kommune vil leve op til lovens krav om at tilbyde flygtningebørn i alderen 3-6 år tidlig sprogstimulering. Tilgengæld håber Karlo Jensen (V), der er formand for kulturudvalget, at tilbuddet og en modtage-børnehaveklasse kan oprettes fra 1. januar. Det har bestyrelsen for Aaybro Skole også fået at vide per brev, efter at bestyrelsen som omtalt i NORDJYSKE gjorde kulturudvalget opmærksom på, at der er behov for de to tilbud til de yngre flygtningebørn i kommunen. Det skete efter, at udvalget i foråret udskød oprettelsen af tilbudene. - Vi besluttede den gang i kulturudvalget at vente med at oprette en modtagebørnehaveklasse, indtil behovet og tilstrækkeligt med børn var der. Og flere børn er på vej, siger Karlo Jensen. - Vi har fået besked om, at otte flygtningebørn snart kommer til kommunen. Nogle af dem skal i børnehaveklasse og have tidlig sprogstimulering, siger Karlo Jensen. Opfylder ikke loven Han er klar over, at kommunen overtræder loven. - Men vi arbejder på at sætte penge af til sprogstimuleringen på budget 2003, siger Karlo Jensen. Det er heller ikke besluttet, hvor de nye klasser skal oprettes. - Det skal ske ud fra praktiske hensyn, som flygtningenes boligplacering og brugen af tolke, siger han. Skolebestyrelsen har tidligere peget på, at der i alt er 17 børn, som burde have enten tidlig sprogstimulering eller gå i en modtage-børnehaveklasse. I øjbelikket går børnene i børnehave i Thomasmindeparkens Børnehave i Aabybro eller i modtageklasser på Aaybro Skole, indtil de er klar til at gå i skole eller institutioner i deres lokalsamfund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...