Lønstrup

Møbelpolstrer til Sindal

Kurt Villadsen har fundet de passende rammer i Nørregade

SINDAL:Man ligger, som man har redt - men sidder man også, som man har polstret? Det kan man måske få svar på, når Sindals nye møbelpolstrer, Kurt Villadsen, holder reception om en uge i Nørregade 45, hvor han netop er i fuld sving med at indrette sit værksted. Kurt Villadsen etablerede sig som selvstændig møbelpolstrer for omkring to og et halvt år siden i Lønstrup, men da han godt kunne tænke sig at samle værksted og privaten i samme bygning, begyndte han at spejde efter den mulighed - og da det ikke lykkedes at finde noget i Lønstrup, havnede han i Sindal. - Jeg begyndte at kigge på Sindal og Bindslevområdet, fordi det ligger centralt, siger Kurt Villadsen, der er rykket ind i 100 kvadratmeter værksted med bolig ovenpå - det gamle bogtrykkeri i Sindal. Kurt Villadsen arbejder med traditionel polstring og polstring af klassikere og antikke møbler. Desuden arrangerer Kurt Villadsen også weekendkurser for folk, der gerne vil lære mere om polstring. - Alene sidste år havde jeg syv kurser, og det første i Sindal holdes den sidste weekend i februar, fortæller Kurt Villadsen, der også ompolstrer og istandsætter gamle møbler med salg for øje, ligesom han sælger møbelstoffer og tilbehør.