Mød de glade vinterbadere fra St. Økssø

Lige så glade vinterbaderne er for at hoppe i vandet, lige så lidt glade er det for at blive fotograferet. Her har vi dog fanget et par stykker. Foto: KOMMA’riet
Lige så glade vinterbaderne er for at hoppe i vandet, lige så lidt glade er det for at blive fotograferet. Her har vi dog fanget et par stykker. Foto: KOMMA’riet KOMMA'riet

Opdateret kl. 08:07

Hvis man spørger en vinterbader om humøret, får man ofte det svar, at vinterbadning gør en gladere, og skal man tro medlemmerne i foreningen Søens Folk ved St. Økssø, så er teorien helt rigtig.

- Du kan jo bare høre og se alt det gode humør, du er omgivet af, siger de i samlet flok i den fyldte sauna ved søen.

Det er midt januar. Det er søndag morgen og temperaturmåleren i bilen fortæller nul grader! Rold Skov Bladets udsendte er på vej til Søens Folk ved St. Økssø for at høre lidt mere om fænomenet vinterbadning. Mens jeg nærmer mig søen, kan jeg se lidt is på vandpytterne, og nervøsiteten stiger en smule. I et svagt øjeblik er jeg nemlig kommet til at love foreningens formand, Jens Hjerrild-Jensen, at det naturligvis skal være en autentisk artikel, så jeg må med i vandet. Nu må jeg indrømme, jeg tænker, om det nu er klogt.

Mit første kig til St. Økssø hjælper ikke så meget på frygten for det kolde vand. Søen er dækket af et tyndt lag is, som dog naturligvis er brudt lige ved badebroen, for dagens første vinterbadere har for længst været i flere gange.

Søens Folk er en forening for helårsbadere. Den er stiftet i 2003, hvor det i starten var ret primitive forhold.

- Vi stod på aviser nede ved søen, inden vi gik i. Så fik vi badet, skyndte os op og blev tørret, inden turen gik hjem igen, fortæller Jens Hjerrild-Jensen.

I 2006 fik klubben dog færdiggjort sin første badstue, en sauna, og medlemstallet begyndte for alvor at stige. Badstuen er sidenhen blevet fornyet, og aktiviteterne er taget til i alle årene siden.

- I 2006 var vi 25 medlemmer. I dag er vi oppe på cirka 350, og der kommer hele tiden flere til. Alene i dag er der ti potentielle, nye medlemmer til introduktion i klubben, fortæller Jens Hjerrild-Jensen.

- Tag tøjet af her udenfor og kom indenfor i varmen bagefter, siger Jens Hjerrild-Jensen, da jeg møder ham udenfor badstuen.

Jeg får klædt om, og træder ind i den dejlige varme, hvor jeg mødes af 25-30 glade vinterbadere, som enten sidder og bliver varme, inden de skal en tur i vandet, eller som sidder og bliver varmet op igen efter turen i det kolde vand. Snakken går lystigt, og der er ikke tvivl om, at folk virkelig hygger sig. Men hvad er det lige, der får folk til at hoppe i iskoldt vand i en sø?

- Først og fremmest giver det et helt fantastisk kick. Det gælder både når vi kommer i det kolde vand, og bestemt også når vi kommer op på badebroen igen og mærker suset i hele kroppen. Vi er sikre på det, at det gør os gladere og hjælper os fysisk med eksempelvis et bedre blodomløb, lyder det samstemmende fra flere.

- Så er der jo også hele saunaturen imellem badene. Det er virkelig afslapning og afstressende. Efter badning og sauna kan vi vende hjem med fornyet energi og mentalt overskud, lyder det fra de begejstrede vinterbadere.

Det er vidt forskelligt, hvordan og hvorfor man bliver medlem af en vinterbadeklub. Flere kommer der, fordi de var nysgerrige for at prøve det, andre fordi en kollega eller en god ven var medlem.

For to af de tilstedeværende i saunaen var det såmænd en drengetur, som var indledningen til medlemskabet.

- Vi var en flok mænd, som fik gejlet hinanden op til, at vinterbadning måtte vi prøve. Så vi var syv mænd, der sammen tog herud for at prøve det, og to af os har holdt ved lige siden. Vi har meldt os ind i klubben, og kommer her 1-2 gange om ugen, fortæller Paw, som er den ene af de to. Paw har efterfølgende også fået familien til at prøve vinterbadning, og Paws datter på 11 år er foreningens yngste medlem.

Det er faktisk rigtig hyggeligt at sidde og følge snakken i badstuen, men formand Jens gør mig opmærksom på løftet om at prøve, og tre venlige medlemmer melder sig straks til at vise mig til badebroen. De to hopper med det samme i søen, ja de tager endda en dobbelt tur, altså to ture i vandet inden de skal tilbage i sauna. Jeg nøjes med en, men det er alligevel en stor oplevelse. Hele det kick og den fantastiske fornemmelse i hele kroppen, de har pralet med oppe i saunaen, holder stik. Det er virkelig en god fornemmelse, og både krop og selvtillid er velplejet efter en tur i det ekstremt kolde vand. Jeg var der vel kun få sekunder, men bestemt nok til at forstå det sus, de alle taler om. Efter badeturen går turen tilbage til badstuen og de behagelige temperaturer på omkring 75 grader. Den gode fornemmelse i hele kroppen er der stadig, og den hyggelig stemning blandt medlemmerne er intakt.

Jeg får lejlighed til at spørge et par af de helt nye, som er med i dag, om, hvorfor de er med?

- Min kone er medlem herude, og selvom jeg bestemt ikke troede, jeg nogensinde skulle med, har jeg fået lyst af alt det positive, hun kommer hjem og fortæller.

- Både det gode ved selve badningen, men også hele det sociale sammenhold og fællesskabet herude tiltalte mig. Alle er jo lige herude. Vandet er lige koldt for alle, og saunaen er lige varm for alle, så titler og social status er lige pludselig helt ens, fortæller en af dem.

Til sidst er jeg nødt til også lige at høre nogle om, hvordan venner, kollegaer og andre reagerer, når de får fortalt, at man er vinterbader.

- Først siger de, du er da ikke rigtig klog. Men herefter er de også nysgerrige, og synes det er temmelig sejt at turde det, lyder det fra flokken.

En kold og spændende formiddag er slut. Jeg vender hjem en kæmpe oplevelse rigere, og med stor forståelse for alt det gode ved at hoppe i iskoldt vand, for bagefter at blive varmet op igen i en sauna, inden det kolde gys gentages.

Vil du vide mere om Søens Folk, så har de en hjemmeside med adressen: www.soeensfolk.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden