Gandrup

Møde med fårsmistån

Fårsmistån. Sådan er Søren Gade blevet omtalt af en forsvarspolitisk ordfører for et af de andre politiske partier. Vedkommende har jo nok ment forsvarsministeren - en titel på ikke færre end seks stavelser, og dén fik ordføreren altså ned på højst tre. Fårsmistån. Og sådan bliver dansk - i det mindste i nogles munde - stadig mere afsnuppet og sjusket, fordi vi har så meget, vi skal nå (som omtalt i Ordjyske torsdag 15.10.). Indlægget har fået vognmand I.L. Andersen fra Aalborg på banen med en bemærkning om, at "det er virkelig en skandale, at diverse speakere og andre i tv skal overgå hinanden i hastighed". I.L. Andersen skriver videre: "Samtidig synes jeg også, at de afbryder for ofte, når de laver et interview. Midt i et svar afbryder de med et nyt spørgsmål eller en ny kommentar, før vedkommende er færdig med sin sætning. Mange gange slutter de også med at tale mere og mere utydeligt, så man ikke får fat i de sidste tre-fem ord og mister hele meningen med historien". Håber eller hober sig op? Også på skrift kan det gå lidt for stærkt. For eksempel er denne avis af en læser blevet taget i at påstå, at "tv-apparater håber sig op". "Om der er tale om en slåfejl eller en stavefejl, ved jeg naturligvis ikke", bemærker Steen Jensen, der - i modsætning til den (lidt for) travle skribent - kender forskel på at "håbe" (altså have et håb om, at noget bestemt sker) og så at "hobe", som når man hober noget op i en dynge, eller sagerne hober sig op på ens skrivebord. Ulykkerne kan hobe sig op - og så gælder det bare om at bevare håbet. Tidspunkt med d En læser i Gandrup, Svend Jensen, påpeger, at der trods mange ulykker og megen elendighed også er morsomme småting at hente i avisen. For eksempel hedder det i en artikel om unges rygevaner, at "de var 14-15 år gamle på tidspunktet", og som Svend Jensen tilføjer: "Den er da lidt kryptisk". Svend Jensen er også faldet over en klassiker inden for stavefejl, nemlig meningsfælde, ligesom nogle insisterer på at skrive ægtefælde - men begge dele er med dobbelt-l. En fælle er et gammelt, i dag måske nok lidt bedaget udtryk (på linje med det engelske "fellow") for en ven, kammerat, kollega. De færreste bruger det alene, men sætter det sammen med noget andet til ikke bare menings- eller ægtefælle, men også bo- og meningsfælle. At man så kan gå i en ægteskabsfælde, er en helt anden historie. Ligge og lægge I øvrigt er Svend Jensen faldet over endnu et eksempel på forvekslingen mellem ligge og lægge, fordi der i en artikel er kommet til stå, at "jo færre begrænsninger vi ligger på os selv". Næh, vi lægger begrænsninger på os selv. Med "æ" som i bevægelse. Og så ligger begrænsningerne ellers tungt på vores skuldre. Og de ligger der med "i" ligesom i stille. Den gordiske knude I et læserbrev har Nina Hobolth fra Aalborg bemærket, at skribenten mener, at der skal findes frem til en "gordisk løsning" - og hun efterlyser forskellen på gordiske knuder og gordiske løsninger, for "det skulle nødigt gå helt i hårdknude", som hun skriver. Strengt taget findes der vel ingen gordiske løsninger, kun gordiske knuder i betydningen uløselige problemer. Ifølge den historiske overlevering havde kong Gordios bundet seletøjet til en vognstang fast ved hjælp af en uløselig knude med løftet om, at den, der kunne løse kunden, fik verdensherredømmet, og dén klarede Alexander den Store ved at hugge den over med sit sværd. Efter sigende med bemærkningen: "Måden, man løser den på, er ligegyldig". På en hjemmeside om fremmedord står der ligeud, at "Alexander den Anden løste den gordiske knude ved at hugge den over med sit svær". Men mon ikke, at han trods alt har anvendt et sværd i stedet for at nøjes med at "pelse" flæskestegen?