EMNER

Møde om dansk Bahrainfange

London: Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) holder fredag i Tunesiens hovedstad, Tunis, møde med Bahrains udenrigsminister for at kræve svar på, hvad der sker med den sultestrejkende danske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja. Søvndal siger til Ritzau, at han allerede i november holdt et to timer langt møde med departementschefen i Bahrains udenrigsministerium med al-Khawajas sag som eneste punkt på dagsordenen. Siden har han mødt ministeren i Bonn og også fulgt op med en telefonsamtale, ligesom han har løbende kontakt med en anden europæisk udenrigsminister, der også har en statsborger fængslet i Bahrain. Al-Khawaja skrev tidligere på måneden til Søvndal med bøn om, at han går mere aktivt ind i sagen. Torsdag fulgte Amnesty International op med en opfordring til ministeren om at få et møde med Bahrains konge, fordi den sultestrejkende al-Khawaja nu er i livsfare. - I al beskedenhed, jeg synes faktisk, jeg har gjort det, man kan i denne her type sager. Men jeg følger op i morgen, siger Søvndal. Han har under sine tidligere kontakter med ministeren og departementschefen fra Bahrain dels fået lovning på, at Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien fik adgang til at besøge danskeren i fængslet. Det er sket. Men et andet løfte er endnu ikke opfyldt. - Vi fik et løfte om, at han ville blive stillet for en civil ret inden udgangen af januar. Nu er vi jo efter udgangen af januar. - Derfor har jeg bedt om et møde med ministeren i morgen i Tunesien for at sige til ham: Vi havde en aftale, og jeg vil godt høre, hvordan det går med den aftale, siger Søvndal. Han vil på mødet også have sikkerhed for, at den danske ambassadør fortsat har adgang til at besøge al-Khawaja i fængslet. Søvndal har ikke friske oplysninger om danskerens tilstand. Men han siger, at Bahrains myndigheder selv i en officiel rapport bestilt af kongen har bekræftet, at han har været udsat for tortur i forbindelse med de uroligheder, hvor han blev taget til fange./ritzau/