Møde om udvikling på landet

Lokalpolitik 1. juni 2003 08:00

Når man skal vælge arbejdsplads, er det ikke altid kun selve arbejdet og arbejdspladsen, der tæller. Ofte vil man overveje at flytte efter et nyt job, og så ser man også på hvilke muligheder, der så byder sig. Er der gode muligheder for at finde en bolig, er der en smuk natur, gode handelsmuligheder og hvordan er kultur- og fritidslivet. Det er alle vigtige faktorer, når medarbejdere skal vælge arbejdsplads. Derfor er det også faktorer, man som erhvervsdrivende bør have in mente, når man søger nye medarbejdere. Netop dette tema er på programmet, når der mandag aften bliver holdt en konference for erhvervsdrivende i Nørager kommune. Konferencen holdes på Rørbæk Centret, og baggrunden er kommunens deltagelse i Leader+ projektet, "Landdistriktspolitik i region Nordjylland-Vest", der har til formål at udvikle en landdistriktspolitik for blandt andet Nørager Kommune. På konferencen vil blandt andet en repræsentant fra Virksomhedskontoret, Nordjyllands Amt holde oplæg om muligheder og begrænsninger for erhvervsudvikling i landdistrikter, og borgmester Poul Larsen vil fortælle lidt om perspektiverne for bosætningen i Nørager Kommune. Der vil også være oplæg ved to repræsentanter fra Himmerlands Udviklingsråd, som vil fortælle, om der er midler til erhvervsudvikling i landdistrikterne. Konferencen er arrangeret af Erhvervsforeningen for Nørager Kommune i samarbejde med Rørbæk Centret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...