Mødet mellem to verdener

Frederik og Mary til særudstilling, inspireret af deres kærlighed

AALBORG: Udstillingen "To verdener mødes", som på tirsdag åbner på Galerie Wolfsen i Aalborg, ventes at blive et tilløbsstykke. Galleriejer Kent Wolfsen regner med mellem 5000 og 10.000 besøgende frem til 28. august Frederik og Mary bliver de allerførste til at se den. Det sker i forbindelse med deres officielle besøg i Aalborg. Det er dem, udstillingen handler om. Og de får et af værkerne med hjem, nemlig Bente Christensen-Ernsts portræt af Mary med solbriller. Kunstneren bruger solbrillerne til at skelne mellem Marys private og officielle verden. Gaven er ikke fra Wolfsen, men derimod, gætter vi på, fra Aalborg Kommune. 31 kunstnere har bidraget til udstillingen. Han fik en idé Under en søvnløs nat fik Kent Wolfsen en idé, da han havde hørt, at kronprinseparret kom til byen. Han kontaktede straks kommunen og fik accept til at arbejde videre med tanken. Han rettede henvendelse til 50 kunstnere, og de 31 meldte positivt tilbage. De ville gerne være med, selv om fristen var forholdsvis kort. Resultaterne kan nu ses i Tiendeladen, den lille gyde mellem Vingårdsgade og Algade i Aalborgs bymidte, hvor galleriet har til huse. 40 minutter er sat af til parrets besøg. Derefter er der frokost for de fremmødte kunstnere. Kent Wolfsen venter, at omkring 20 møder frem. Blandt dem vil være multikunstneren Lars H.U.G., som kronprinsen citerede i sin bryllupstale til Mary. Lars H.U.G. har bidraget med et tre-delt maleri. Trampedach dyrest Dyreste værk på udstillingen er Kurt Trampedachs Pegasus til 300.000 kr. Jens Birkemose er næstdyrest med et maleri til 125.000 kr. I anledning af udstillingen, som bliver offentlig tilgængelig ved reception senere tirsdag eftermiddag, er der udgivet en bog, hvor alle de udstillede værker præsenteres. Der er desuden fremstillet en plakat. Det er motivet af Leif Sylvesters maleri på udstillingen, der er mangfoldiggjort. Overskuddet fra plakatsalget går ubeskåret til Kronprinsparrets Fond.