- Mødre græder jo over syge børn i alle lande

Christine Andersen fra Frederikshavn besluttede sidste år at bruge sin lægeuddannelse på at hjælpe syge og nødstedte i det uroplagede Sydsudan

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tre dage inde i sin ansættelse på Gynækologisk Afdeling i Hjørring fik Christine Andersen et opkald fra Læger Uden Grænser, der ville vide, om hun havde lyst til at tage fire måneder til Sudan. "Sidder du ned?", spurgte stemmen i røret, før den tilføjede: "Vi vil gerne have dig af sted allerede i morgen." - Og så havde jeg lige 12 timer til at få pakket mine ting og få sagt farvel, siger Christine Andersen. Det er næsten et år siden nu, og efter 10 måneder i Sydsudan er Christine Andersen igen i Danmark. I Frederikshavn hvor hun er født og opvokset, men ikke længere bor. Hun er på besøg hos sin far, og det er ved hans køkkenbord, hun fortæller om, hvad der ventede hende i Sudan. Om hvorfor hun løb ture i 40 graders varme og drak te med lyden af skud i baggrunden. Og om at komme hjem til en helt almindelig hverdag som læge. I sommeren 2011, da Christine Andersen havde været i Sudan i cirka tre måneder, udbrød der store uroligheder i området. Det projekt, hun var tilknyttet, måtte evakueres af sikkerhedshensyn, fordi den region, de opholdt sig i, var blevet en krigszone. Lidt efter lidt - Efterhånden havde man bare vænnet sig til at have en hverdag, hvor man nogle gange kunne høre bomber eller skud. Men dagligdagen fortsætter jo, siger Christine Andersen, der især var imponeret over, hvordan de lokale ansatte på klinikken formåede at holde humøret oppe trods urolighederne. - Hver dag mødte de op i nystrøgede skjorter og havde overskud til at smile og spørge til, hvordan man havde det. De havde virkelig en imponerende evne til at klare sig i det, der skete. Det var nogle fantastiske mennesker, siger Christine Andersen. Kontraktforlængelse For selvom hendes ophold i Sydsudan bød på mødet med nogle voldsomme sygdomme og nogle helt urimelige vilkår for liv, så er det primært gode minder, Christine Andersen har forladt landet med. Om hyggelige eftermiddage i tehytten sammen med de lokale. Om den 3-årige pige, som blev indlagt med alvorlige forbrændinger på hele kroppen, men som dag for dag blev bedre og til sidst kunne liste rundt efter Christine og de andre læger, når de gik stuegang. Om venskabet med de andre udsendte læger, som blev ekstra stærkt, netop fordi de var sammen om at opleve det, de oplevede. I stedet for at tage hjem da projektet blev evakueret, forlængede Christine Andersen sin kontrakt og blev hospitalslæge på et hospital sydligere i landet, hvor der var færre uroligheder, men hvor situationen blandt patienter ikke var mindre alvorlig. - Patienter, der dør, bliver en mere naturlig del af hverdagen end det nogensinde ville være på et dansk hospital, og man står ofte i nogle fortvivlende situationer, hvor man er helt utilstrækkelig, siger Christine Andersen. - Heldigvis er der også mange situationer, hvor man kan gøre noget, hjælpe nogen og gøre en forskel - og det er jo det der er med til at holde en kørende. Serie-søndage Det var nemlig ikke altid lige nemt at holde en distance til arbejdet. Christine Andersen boede i en hytte kun få meter fra hospitalet og hun kunne høre børnene græde om natten og blev også ofte tilkaldt på sine friaftener. Dog prøvede hun så vidt muligt at holde en ugentlig fridag til bare at slappe af, skrive mails og se tv-serier på sin computer. - Jeg tror, man er nødt til så vidt muligt at prøve at opretholde en normal hverdag, når alt sådan noget sker omkring én. Herhjemme løber jeg ture for at koble af, så det gjorde jeg også dernede. Også selvom folk kiggede og grinede, siger hun smilende. Selvom Christine Andersen var glad for at være af sted kunne hun, da hendes kontrakt udløb i december, mærke, at det var tid til at tage hjem. Hendes energi var brugt op. Men efter en måneds tid i familiens skød og væk fra lægegerningen er hun nu i gang på Børneafdelingen på Viborg Sygehus. Og hun er ikke i tvivl om, at hun kan finde ligeså stort engagement for at hjælpe de danske syge børn. - Man har de problemer, man har, og børn kan også være rigtig syge i Danmark. Og nogle af udfordringerne går jo igen. Mødre græder jo over syge børn i alle lande.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.