Aalborg

Mødre udfrittes på gaden

AALBORG:Tvillingebarnevogne skiller sig ud, og de kan åbenbart få det værste frem i folk. I hvert fald er det, hvad Kristine Niss-Henriksen oplever. - Jeg kan ikke gå en tur i Vejgaard, uden at nogen spørger til, om tvillingerne er "økologiske" eller "hjemmelavede. Det ville ingen spørge en nybagt mor med ét barn om, siger den 29-årige pædagog. Sara Højslet Nygaard, også tvillingemor, har oplevet det samme – mange gange. - Er det Dronninglund-børn, spørger folk. Det er altså vildt fremmede, der spørger en på offentlig vej om noget meget privat, og det synes jeg ikke er i orden, siger Sara Højslet Nygaard. Ordet Dronninglund-børn refererer til det faktum, at der ligger en fertilitetsklinik i Dronninglund. Alle i tvillingemødregruppen har oplevet nysgerrige fremmede, der stikker næsen ned i barnevognen og stiller grænseoverskridende spørgsmål. Men især for den mor, der har fået hjælp til at få børn, kan nysgerrigheden såre. - For dem, der har fået hjælp på en klinik og måske har været igennem et langt og følelsesmæssigt hårdt forløb, er det altså belastende at få stillet det spørgsmål igen og igen. For nu, hvor børnene er en realitet, vil de jo bare glæde sig over de dejlige unger og ikke hele tiden mindes om fortiden, siger 29-årige Sara Højslet Nygaard, nybagt mor til Valdemar og August og PhD. studerende på Aalborg Universitet.