EMNER

Mødt af høj kassemur

Demonstranter markerede deres vrede foran byrådssalen - men der var ikke helt så mange som tidligere

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pædagogerne fra BUPL byggede en mur af papkasser, som symboliserede de kerneværdier, politikerne nu er ved at pille ved. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Politikerne i Aalborg blev mødt af en mur af papkasser, da de i går mødtes for at førstebehandle kommunens budget. Det var HK'ere, pædagoger og socialpædagoger, som på en lidt utraditionel måde markerede deres utilfredshed med de planlagte besparelser. Men demonstrationerne var faktisk ikke helt så omfattende som tidligere. - Det tror jeg, der er en god grund til, sagde formand BUPL i Nordjylland, Inge Hansen. - Normeringerne i kommunens institutioner er allerede nu så pressede, at det kan være svært at tage fri til den slags. Og det er også derfor, vi i år har valgt at lave det om til en lille event, forklarede hun. Pædagogerne er blandt andet utilfredse med de forslåede besparelser i kommunens DUS'er og vuggestuer. For efter deres opfattelse er der i forvejen skåret så meget, at det nu er selve fundamentet, man er inde at pille ved. - Derfor syntes vi også, at det var meget symbolsk og passende at bygge noget af det op igen her uden for byrådssalen, forklarede Inge Hansen. Papkassemuren, som blandt andet var pyntet med ord som leg, opmærksomhed, forebyggelse og andre pædagogiske kerneværdier, blev væltet adskillige gange for at politikere og andre kunne komme ind og ud af medborgerhuset. Men de fleste viste alligevel stor forståelse for demonstranternes krav. - Vi er her for at markere vores utilfredshed med de mange penge, der skal spares i administrationen, forklarede fællestillidsmand for HK'erne i Aalborg Kommune, Susanne Thorsø - Vi blev jo også ramt hårdt i forbindelse med kommunesammenlægningen, så nu føler vi efterhånden, at bunden er nået, tilføjede hun. Ifølge HK'erne er der i de sidste tre år sparet 100 mio. kroner på den kommunale administration. Og det er så meget, at man umuligt kan løbe hurtigere. - Jeg ved ikke, om det hjælper at stå her i dag. Men vi vil i hvert fald gerne være med til at markere vores utilfredshed, supplerede formanden for socialpædagogerne i Nordjylland, Peter Kristensen. Han håber, at politikerne vil lytte, for ifølge socialpædagogerne vil det forslåede budget gå hårdt ud over samfundets svageste. For eksempel i forhold til anbragte børn, misbrugere og hjemløse. Demonstrationen, som blev opløst i god ro og orden efter en lille times tid, tiltrak også en del andre nysgerrige og utilfredse borgere. For selvom politikeren ikke ville love noget på forhånd, er der flere som er nervøse for, hvad fremtiden vil bringe. - Vi ved jo endnu ikke, hvordan de bebudede rammebesparelser på biblioteksområdet vil blive udmøntet. Men ad omveje har jeg hørt, at det måske er Vejgaard Bibliotek, som er i farezonen igen. Og det er vi bestemt ikke tilfredse med, fortalte formand for Vejgaard Samråd, Kaj Nørgaard Pedersen. Han var mødt op på vegne af 28 foreninger, som alle bruger det lokale bibliotek, og de synes alle, det vil være "tåbeligt" at nedlægge filialen. - Hvor skal vi så gå hen og holde alle vores møder, arrangementer og foredrag, spurgte han.