Retspleje

Mødte ikke i retten

Der var lagt op til en afslutning på en sag, der tog sin begyndelse for over et år siden, i retten i Hobro mandag formiddag. Men den 38-årige tiltalte mand dukkede aldrig op, hvorfor sagen er blevet udsat. Nu findes en ny dato, og for at sikre sig at manden, der nu bor i nærheden af Thisted, dukker op, vil han blive anholdt og bragt til Hobro i rette tid til sagen. Den 38-årige er tiltalt for i februar sidste år at have lavet et groft overfald på sin da 40-årige søster. Han var kommet på besøg en formiddag hos kvinden, der bor i Nørager Kommune, og efter at have drukket kraftigt i løbet af dagen, gik han ifølge anklageskriftet tilsyneladende helt umotiveret til angreb på søsteren, der blev slået med både en flaske og en støvsugerslange. Men en afslutning på sagen er altså indtil videre udskudt.