Tyverier

Mødte indbrudstyv i køkkenet

Hjørring-tyv har måske været på spil flere steder, men i Tøtmosen fik han pludselig travlt.

En mand fik sig lidt af et chok tidligt fredag morgen. Han lå og sov, da han hørte lyden af smadret glas i sit hus i Tøtmosen i Hjørring; beboeren gik ned i køkkenet, hvor en rude var blevet knust, og her mødte han en indbrudstyv, der straks tog flugten. Tyven nåede dog ikke at stjæle noget, og der foreligger et sparsomt signalement: Det skulle være en dansk mand med en højde på 170-175 centimeter. Tyven bar strikhue ved indbruddet, og politiet mener, at han kan have været i sving andre steder i Hjørring. Kort før indbruddet i Tøtmosen ringede en beboer fra Eventyrparken nemlig til politiet, fordi en mand luskede rundt ved hans hus - en patruljevogn blev sendt af sted, men fandt ingen i området. Og her til morgen fik politiet så en anmeldelse om indbrud i en lejlighed på Nørre Allé i Hjørring. Her var beboerne gået i seng torsdag aften klokken 22.30, og da de stod op kvart over seks fredag morgen, konstaterede de, at der havde været ubudne gæster: En rude ind til køkkenet var blevet smadret, hvorefter vinduet var haspet op. Tyven har snuppet en pung med et mindre kontantbeløb. - Det kunne være den samme person, som har været i gang alle tre steder, lyder det fra vicepolitikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Hjørring.