Cykelsport

Møller mangler i stærkt DM-felt

CSC og Team Fakta ventes at dominere på den hårde rute ved Nibe

NIBE:Claus Michael Møller mangler som toppen af kransekagen, når Nordjylland for første gang siden 1967 lægger asfalt til DM i landevejscykling. Den tidligere Hjørring-rytter er som nr. 38 bedste dansker på den aktuelle verdensrangliste, men på trods af opfordringer fra hans aktuelle danske moderklub Ordrup stiller han ikke op på vejene ved Nibe søndag 29. juni. - Vi havde nok ikke regnet med en tilmelding fra Claus Michael Møller, idet han i de foregående år ikke har deltaget i DM, men vi havde gerne set ham i løbet, ikke mindst fordi han er nordjyde, siger DM-chefen Charsten Kristensen, formand for arrangørklubben Aalborg Cykle-Ring. Bortset fra den tidligere Hjørring-rytter, der kører for det portugisiske hold Milaneza-MSS, kommer alle de førende danske prof-ryttere til start, anført af den forsvarende mester Michael Sandstød, Jakob Piil, Lars Michaelsen, Nicki Sørensen, Michael Blaudzun og nyligt engagerede Bekim Christensen fra Team CSC samt bl.a. Jørgen Bo Petersen og Frank Høj fra 1. divisionsrivalerne Team Fakta. - Der er stor prestige i at erobre DM-trøjen, og desuden belønnes danmarksmesteren med 80 point til verdensranglisten. Løbet ligner en en hård tvekamp mellem CSC og Fakta, mener bestyrelsesmedlem i Danmarks Cykle Union, Henning Sørensen, Hobro, der betegner DM-ruten som perfekt med en sværhedsgrad over middel. - Jeg er overbevist om, at der bliver kørt hårdt fra starten. Toprytterne vil ikke risikere at komme i klemme i de smalle passager undervejs. DM-ugen indledes allerede onsdag 25. juni, og med i alt 568 starter er tilslutningen den største i mange år. Fremgangen gælder dog kun eliten og juniorklassen. Hos kvinderne er der tilbagegang, og her udgår holdløbet, idet kun to hold er tilmeldt. Unionen kræver mindst fem tilmeldte hold. Lørdag 28. juni krydres DM-arrangementet med et motionscykelløb, hvor arrangørerne venter ca. 600 deltagere.