Fodbold

Møller vil kæmpe for danske klubhold samt EM-værtskab

Jesper Møller vil blandt andet kæmpe for at få kvinde-EM til Danmark, når han sidder i Uefas eksekutivkomité.

Jesper Møller blev torsdag valgt ind i Uefas eksekutivkomité.

Jesper Møller blev torsdag valgt ind i Uefas eksekutivkomité.

ROM:Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, vil primært kæmpe for dansk fodbolds interesser, når han de næste fire år er repræsenteret i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) bestyrelse.

Torsdag blev han i Rom stemt ind i Uefas såkaldte eksekutivkomité.

- Jeg skal fremme dansk fodbolds interesser og være med til at understøtte de nordiske synspunkter og værdier sammen med Karl-Erik Nilsson (svensk medlem i komitéen, red.), siger Jesper Møller på telefonen fra Rom.

- Nu har jeg endnu ikke erfaring med at have indflydelse her, men det er en fordel at være med til høringsprocesserne, selv om man nogle gange vil blive en del af beslutninger, som man ikke finder optimale.

Møller vil blandt andet hjælpe de danske klubhold til fortsat at have realistiske chancer for at nå gruppespil i Champions League og Europa League, når klubturneringerne kommer på dagsordenen i foråret.

Turneringerne må ikke blive lukket land for nationer som Danmark, mens de største fodboldlande tager alle pladser.

- Der kommer nogle vigtige diskussioner om klubturneringer også med Fifa (Det Internationale Fodboldforbund), der vil udvide VM for klubhold.

- Hvad angår Champions League og Europa League under Uefa, skal man stadig kunne se danske hold komme i gruppespillet. Det vil jeg italesætte, lyder det fra Jesper Møller.

Også kvindefodbolden kommer til at være højt på dagsordenen til møderne i Uefa.

- Udviklingen af kvindefodbold er vigtig, og det var Aleksander Ceferin (Uefa-præsident, red.) også meget tydelig på i dag, fortæller DBU-formanden.

Han håber med sin indflydelse at kunne tiltrække et dansk EM-værtskab på kvindesiden. Næste mulighed er i 2025.

- Jeg vil bruge min plads til at fortælle om den danske interesse, og vi har sonderet på processen. England har fået EM i 2021, så vi er tidligt på banen og signalerer vores interesse, understreger Jesper Møller.

Han vil fortsat arbejde for transparens i Uefa, og han fremhæver, at forbundet allerede er godt på vej ved at offentliggøre regnskaber samt alle honorarer.

Selv bliver han årligt belønnet med 1,2 millioner kroner for jobbet i Uefas komité, men pengene kommer ikke til at lande i hans egen lomme. Han får allerede 850.000 kroner om året for at være DBU-formand.

- Jeg skal ikke have honorar begge steder. Det er min egen holdning. Nu skal andre finde ud af, hvad de penge kan gå til, og hvad man gør i andre lande, siger Jesper Møller.

/ritzau/