Møllerevyen har flere tilbud på hånden

Revyen skal have ny rammer

FREDERIKSHAVN:Revymutter Jenny Larsen er ikke bekymret for, hvordan det skal gå Møllerevyen, selv om Møllehuset nu ikke længere kan bruges som øvested - så revyen må holde flyttedag. - Vi har fået flere konkrete tilbud, bl.a. fra Steen Uggerhøj - formand for Møllehuset A/S. Han har lovet, at Møllehuset står færdigt først i august, så vi kan spille revy dér fra midten af august, som vi plejer. Men det hjælper jo ikke på vore øveproblemer - ligesom jeg heller aldrig hørt om et byggeri, der stod færdigt til tiden, siger Jenny Larsen I forbindelse med Uggerhøjs tilbud har fra Larsen ikke fået at vide, hvad det skal koste Møllerevyen at øve og spille i de ny rammer. - Et andet tilbud kommer fra Firmaklubberne, der har været meget søde. De har foreslået, at vi kan øve og spille revy på nøjagtig de samme betingelser, som vi i sin tid gjorde hos Anton - nemlig at det er gratis at øve og at vi får salget fra revybilletter, mens øl, vand og madsalget går til Firmaklubberne, siger Jenny Larsen. Ét er tilbuddene - et andet er, hvad Møllerevyen vælger at gøre. - Faktisk er vi stærkt i tvivl om, hvad vi gør lige nu. Det skal vi først have diskuteret på generalforsamlingen midt i februar, hvor der også bliver taget stilling til, hvem der overhovedet vil spille revy i år og hvornår og hvor tit. I det hele taget skal vi have alle de praktiske ting på plads, inden vi overhovedet ved, om der bliver en Møllerevy 2005. Det er jo en helt ny situation for os, at rammerne om Møllerevyen er usikre. I den forbindelse vil vi gerne rose Anton Hansen for vores gode samarbejde. Møllehuset har jo været revyens hjem i 26 år - vi har holdt sølvbryllup med Anton, og det har på det nærmeste været et lykkeligt ægteskab, siger Jenny Larsen. Om der bliver en Møllerevy eller ej i år er derfor indtil videre uvist. - Måske ender det med, at vi gør noget helt tredje, siger Jenny Larsen.