Møllers målmaskine var ikke nok for Nordthy

Håndbold 10. marts 2007 05:00

NORS HANSTHOLM II IF NORDTHY 19-17 SERIE 1 DAMER HÅNDBOLD: Nordthys Marie Møller voldte Team Nors Hanstholm store problemer i torsdagens lokalopgør, hvor hun scorede ikke mindre end 11 mål, men målmaskinen Møller var ikke nok for Nordthy. Team NH vandt på egen bane opgøret i håndbolddamernes serie 1 med 19-17 efter en føring på 9-7 ved pausen. - Det var en god kollektiv præstation, hvor vi stod godt i forsvaret, men vi scorede for få mål. Vi skulle have lukket kampen noget før, men pigerne viste god moral, da de blev hentet, sagde Team NHs træner Ove Leegaard. Nordthy havde blot otte markspillere med til kampen, og i starten af anden halvleg måtte Malene Krüger gå ud med et hold i ryggen. - I stedet for at komme til at løbe kontra, så satsede vi på at spille op til Marie, og hun var godt skydende. I målet stod Tove Mortensen rigtigt flot, men hun havde det også let. Vores forsvar stod flot og blev bundet godt sammen af Irene Christensen, sagde Nordthy-træneren Jan Ottosen. Team NH kom bedst fra start og foran 6-2, men Nordthy fik bragt balance i regnskabet, inden hjemmeholdet gik til pause med en føring på to mål. Undervejs forsøgte Team NH forgæves at stække Marie Møller med en mandsopdækning, I anden halvleg lignede det en afgørelse, da hjemmeholdet kom foran 13-8, men fem minutter før tid fik Nordthy udlignet til 15-15. Her fik gæsterne chancen for at komme foran for første gang i kampen, da holdet fik et straffekast, men her brændte Marie Møller. I det efterfølgende angreb scorede Team NH, og kampen vippede over til fordel for hjemmeholdet. Sæsonens sidste I morgen, søndag, spiller Nordthy sæsonens sidste kamp, når holdet ude i endnu et lokalopgør møder Vestervigs tophold. Team NH mangler endnu tre kampe, og holdet møder søndag ude Løgstrup.lac [ Kampfakta: Nors Hallen. Håndbold, serie 1 damer: Team Nors Hanstholm II-IF Nordthy 19-17 (9-7). Målscorere for Team Nors Hanstholm II: Anja Birk 8, Mie Krogsgaard 4, Mette Munk 4, Helene Madsen 1, Lone Berg 1 og Camilla Amtoft 1. Målscorere for IF Nordthy: Marie Møller 11, Mette Kvols 4, Anne Heskjær 1 og Pia Dahlgaard 1.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...