Møntforening overlevede krisen
Foreningen har fået ny bestyrelse og fortsætter
HJØRRING: Der hang mørke skyer over medlemmerne af Numismatisk Forening For Hjørring & Omegn, da der forleden var generalforsamling på Hjørring Kro.
Allerede før generalforsamlingen havde både kassereren og formanden meddelt, at de ikke ønskede at modtage genvalg.
I forvejen var bestyrelsen nede på fire mand mod de ellers ønskede fem medlemmer ... og ingen havde tilsyneladende på forhånd givet tilsagn om at stille op som nye ansigter i bestyrelsen for møntforeningen.
Derfor var der også allerede i indkaldelsen til generalforsamlingen taget højde for, at det kunne blive den sidste aften i den 40-årige forenings historie.
Helt så galt gik det dog ikke. På ganske kort tid blev tre mand foreslået og alle accepterede at stille op til bestyrelsen, som nu har konstitueret sig med Peter Mortensen som formand og Holger Christensen som næstformand, Brian Pedersen som sekretær og Henning Thøgersen som kasserer, mens Allan Hansen får titlen af møntmester.
Møntmesteren skal blandt andet sørge for at skaffe materiale til de ni auktionsaftener, som er så væsentlig en del af møntsamlernes forening. Møntforeningen vil ikke købe samlinger og dødsboer, men vil gerne formidle salget.
- På den måde får folk de bedste priser for vores mønter. De kan tilmed selv komme og overvære auktionen, hvis de har lyst, siger Peter Mortensen.
- Man kan selvfølgelig også sælge over internettet eller via auktionshuse, men vi er både billigere og nemmere at have med at gøre.
Ligger du inde med en samling, så kan du kontakte Allan Hansen på stenumantik@msn.com, så kommer han gerne og ser på samlingen sammen med en af de andre fra bestyrelsen.
toto
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.