Mørkklædt mand skød fra motocrosscykel - politi søger vidner

En 29-årig mand blev lørdag aften beskudt i Kalundborg. Gerningsmanden er på fri fod.

Lørdag aften blev der afgivet flere skud fra en motocrosscykel mod en bilist midt i Kalundborg. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 3. september 2018 09:19 - Opdateret 3. september 2018 15:42

KALUNDBORG: Det var voldsomme scener, der lørdag aften udspillede sig på Nørre Alle i Kalundborg.

Kort før klokken 20 blev der afgivet flere skud fra en motocrosscykel mod en bilist, mens begge køretøjer kørte.

En 29-årig mand i en sølvfarvet personbil bemærkede en mørk motocrosscykel, som han også fredag før havde set i Kalundborg-området.

Han undrede sig over mandens kørsel og kørte derfor efter ham for at undersøge nærmere.

Men pludselig vendte føreren på motocrosscyklen sig under kørslen om og afgav fire til fem skud mod den forfølgende, bagvedkørende bilist. Hverken bilen eller den 29-årige fører blev ramt af skuddene.

Politi oplyser, at gerningsmanden fortsatte videre ad Nørre Alle frem til rundkørslen ved Nørre Alle og Holbækvej, inden han fortsatte videre ad Holbækvej mod øst.

Gerningsmanden er stadig på fri fod, og derfor opfordrer Midt- og Vestsjællands eventuelle borgere med oplysninger til at ringe på telefon 114.

Køretøjet beskrives som en sort offroader eller motocrosscykel uden nummerplader. Den var uden lys og generelt i dårlig stand med synlige ledninger foran.

Føreren er blevet beskrevet som spinkel af bygning, og han var iført sort tøj og en sort styrthjelm. Han havde muligvis en form for taske på ryggen og var bevæbnet med en pistol.

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker sagen som et drabsforsøg.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...