Moesgaard-krav blev blankt afvist

Advokat i byrådet måtte forlade byrådssalen uden at uddybe krav om forklaring på, at konkurrent fik opgave

Lokalpolitik 13. december 2002 07:00

FARSØ: Advokat og byrådsmedlem Kirsten Moesgaard, Alternativlisten, der gerne belærer kollegerne om reglernes rette fortolkning, måtte i onsdagens byrådsmøde lide den tort, at hun blev afbrudt og vist uden for salen, midt i en tale. Borgmester H. O. A. Kjeldsen (V) var til sidst rød i hovedet og ophidset i stemmen, da han i to omgange måtte bede Kirsten Moesgaard om at stoppe talestrømmen og gå uden for døren, før hun tav og med en smil om munden drejede om på hælen og gik de ti meter ud af byrådssalen. Flertal valgte konkurrent Årsagen til sammenstødet er, at et flertal på otte af de 15 byrådsmedlemmer på byrådsmødet for en måned siden besluttede, at et andet lokalt advokatfirma, Fryd og Nielsen, skal varetage opkrævningen af restancer og efterfølgende tvangsauktioner på kommunens vegne. Fem andre stemte for, at Kirsten Moesgaard som advokat skal varetage opgaven. Hun selv var som inhabil ikke med til at træffe beslutningen, men har efterfølgende blandt andet ønsket en forklaring på, hvad der skete under behandlingen af sagen. Dels har hun siden byrådsmødet i november henvendt sig til Rådhuset pr. brev, dels har hun i et møde med borgmesteren og kommunaldirektør Henning Olsen forklaret, at det kun er som advokat og ikke byrådsmedlem, at hun ønsker en forklaring på forløbet, da hendes firma blev fravalg i forhold til Fryd og Nielsen. Men både borgmesteren og kommunaldirektøren har afvist anmodningen om en forklaring, og siden mødet mellem dem og Moesgaard har den kommunale topchef i et notat med henvisninger til forvaltningsloven begrundet, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Hvilket først byrådets økonomiudvalg - inklusive oppositionslederen, Alternativlistens Thorkild Fransgaard - har taget til efterretning. Og hvad det samlede byråd - minus Kirsten Moesgaard, der igen var uden for døren - onsdag endeligt besluttede at tage til efterretning uden debat. Skal ikke begrunde Over for NORDJYSKE Stiftstidende forklarer H. O. A. Kjeldsen, at beslutningen er truffet på et lukket byrådsmøde. - Jeg kan ikke oplyse noget om, hvad nogen har sagt i et lukket byrådsmøde. Det har jeg og andre slet intet lovmæssigt grundlag for at gøre. Det fastslår kommunaldirektørens notat klart. Kirsten Moesgaard har slet intet krav på at få nogen forklaring. Når et flertal på et lukket byrådsmøde har truffet en beslutning, så gælder den. De skal ikke begrunde deres holdning til hende, siger borgmesteren. - Hvis Kirsten Moesgaard gerne vil høre, hvad der er blevet sagt i mødet, kan hun da få den af hendes egne gruppefæller, siger han dog. Kirsten Moesgaard selv siger, at "det er et fortolkningsspørgsmål". - Jeg vil bare gerne vil have et brev, hvor der står, hvad byrådet har besluttet, siger hun. Derudover ønsker advokaten ikke at kommentere sagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...