- Mogens gør det ret godt, men..

Jens Chr. Golding er tilhænger af det brede samarbejde. Men en ny S-borgmester vil kunne mærkes, lover han.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er lidt svært at brokke sig over Venstremanden Mogens Gades indsats som borgmester i Jammerbugt Kommune. Det må selv en inkarneret socialdemokrat som Jens Chr. Golding, partiets nye borgmesterkandidat, erkende. - Mogens gør et godt stykke arbejde. Han er flittig, og han er med alle vegne, men han har en forkert partifarve, lyder det fra Golding, som vi har mødt på hans hjemmebane i Moseby. - Det vil blive anderledes med en socialdemokratisk borgmester. Der vil kunne mærkes forskel, lover han. - Selv om vi langt hen ad vejen er enige om tingene, for eksempel serviceniveauet inden for skoler og ældrepleje, er der også områder, hvor vi vil gøre det anderledes. Især inden for beskæftigelse og indsatsen for at skaffe nye arbejdspladser, forklarer Jens Chr. Golding. Han tilføjer, at han er stor tilhænger af det brede samarbejde, der er i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt, og det vil han fortsat arbejde for, når og hvis han overtager borgmesterstolen. Egentlig befinder han sig godt som formand for teknik- og miljøudvalget, en post han overtog efter valget i 2009, men da Ole Stavad meddelte at han ikke er borgmesterkandidat til næste valg, pegede en enig vælgerforening på Golding som ny kandidat. - Da jeg i sin tid gik ind i politik i Pandrup Kommune, var det ikke fordi jeg regnede med at blive borgmester, siger han med et skævt smil. - Jeg begyndte som mange andre med at være aktiv i den lokale idrætsforening. Så er der nogle ting, man gerne vil arbejde for, og så kom jeg med i folkeoplysningsudvalget og derfra til børne- og kulturudvalget, hvor jeg var i den sidste periode før kommunesammenlægningen, forklarer han. - Hvis man vil påvirke tingene, skal man gøre noget selv. Tage et medansvar, og det savner jeg lidt i dag. Mange foreninger har svært ved at skaffe folk til det frivillige arbejde, desværre. Mentaliteten har ændret sig, for nu vil mange hellere løbe en tur selv og lade de andre om arbejdet, sukker han. - Ildsjæle kan flytte meget, og som politikere skal vi bakke dem op, så de har gode rammer, tilføjer han. - Og så skal vi være meget bedre til at slå på de ting, vi er gode til. Vi har en masse positive historier at fortælle om vores egn, om vores campingpladser, om Fårup Sommerland, om vores natur, om idrætsliv og aktiviteter og om de lette forbindelser til alting. Vi har kort vej til lufthavnen og fly ud i verden, og vi skal ikke sidde i kø på en motorvej, påpeger han. - Københavnere ville kalde vores kommune for Guldkysten, men vi kalder den Jammerbugten, griner han. Jens Chr. Golding ser den største udfordring for kommunen i hele den omstillingsproces, der er på vej fra helbredelse til forebyggelse. - Vi er i gang med at vende pyramiden på hovedet, så vi sætter tidligt ind i stedet for at lappe skader. Det koster dyrt at helbrede, når først skaden er sket, og det er næsten lige meget hvilket område vi taler om. Alene i taxakørsel til genindlæggelser bruges der store summer, nævner han som eksempel. - Vi kan få frigjort ressourcer ved den manøvre, så der bliver råd til at fastholde velfærden og tage nye initiativer, for vi får ikke flere penge at bruge af. Men samtidig vil det betyde en bedre livskvalitet for borgerne. - Mennesket i fokus, det handler det om på bundlinjen, tilføjer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden