EMNER

Mogens, Pia og månen

Lasse Holm Grønning Folketingskandidat for CD i Aalborg N. kredsen Der har i de seneste dage i de landsdækkende medier været kamp mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, om hvilket af de to partier, der står bag de seneste stramninger overfor indvandringsgrupperne. I sig selv er et sådan konkurrenceforhold usmageligt, men også bemærkelsesværdigt. Det viser med al tydelighed, at Socialdemokraterne har vendt tolerance og humanisme ryggen og er ude på et værdimæssigt skråplan, der i mine øjne bør gøre partiet uegnet som et regeringsledende parti. At Dansk Folkeparti ligger noget ærefuldt i at holde fremmede væk fra Danmark er ikke noget nyt. Men at det gamle arbejderparti, der plejede at dyrke solidaritet, gør ligeså, er foruroligende! Faktisk er Socialdemokratiet så langt ude, at det primære mål i partiets indvandringspolitik synes at overgå Dansk Folkepartis. Når nu de er så enige, hvorfor så ikke slå pjalterne sammen? Naturligvis er et regeringssamarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for tiden urealistisk, grundet en række forhold. Sammenligner man derimod partiernes politikker og retorik, kan man konkludere at en sådan regering ikke er usandsynlig på længere sigt. Objektivt set vil en Socialdemokratiet/Dansk Folkeparti konstellation være ganske naturlig. Det er jo ikke bare på det indvandringspolitiske område, at de to partier passer som hånd i handske. Får tanken om Lykketoft og Kjærsgaard i øget politisk duet dig til at grue for en bæredygtig politik for Danmark? Eller hvad med tanken om en Socialdemokratisk regering, der blot har overtaget Dansk Folkepartis politikker? Ja, det er en grum tanke, som er ligeså ubehagelig som den politiske virkelighed, vi lever i nu med V/K regeringens manglende respekt for fundamentale borgerrettigheder. Nej, lad os få tolerancen i højsædet igen. Lad os få en midterregering! Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik skal minimeres. Det samme skal Socialdemokratiets skammelige indvandringspolitik; og i samme åndedræt kunne vi så passende sende Fogh på ferie til månen i en uge eller to. Det ville måske være interessant for statsministeren at se verden lidt fra oven.