EMNER

Mogens ramte forbi

Forventningerne var store, og jeg vil vædde på, at hovedparten af Gjøls befolkning sad limet til skærmen onsdag aften, mange endda med videoen på ¿Optag¿, da Mogens kom forbi landsbyen i onsdags. ¿Hej, jeg skal lige snakke med dig¿ er for længst en talemåde i landsdelen, og få er blinde for charmen ved den lune mand med de flotte briller og hans særlige skæve tilgang til både mediet og menneskene. Men det er en farlig form, for når han en sjælden gang skuffer, så skuffer han fælt. Anledningen til lynvisitten var Gjøls udnævnelse til Årets Landsby for små tre uger siden. I god tid i forvejen fik vi at vide, at det havde udløst en Mogens-visit. Og endnu længere i forvejen gik rygtet på Gjøl, hvor denne tv-seer bor og har boet siden 1972. I Brugsen gik snakken om, hvad der var sagt og gjort, på havnen kunne man høre det samme og hos Henny, min frisør, var Mogens også fast på repertoiret. Vi vidste længe i forvejen, at han havde haft fat i både Pak-Aage og Blytækkeren, så forventningerne var gode. Vi ved jo alle, hvor store kapaciteter disse to gjølboer er, når det handler om at få noget sagt og fortalt. Ja, gjølboer og gjølboer. Blytækkeren er og bliver jo altså tilflytter, fra engang først i 50¿erne, ganske vist, men det sjællandske kan altså stadig anes i hans mål. Vi vidste også, at det ikke ville være nogen let opgave at lodde den lille forhenværende Limfjordsøs sjæls dybder for en udenøs person, men netop Mogens burde vel være mand for at komme fra det med et resultat, der kunne brænde igennem skærmen. Det lykkedes så ikke rigtig. I stedet for seriøst at bruge tiden på at snakke sammen og få Aage og Tækkeren til at fortælle, så valgte Mogens at sende Aage rundt i byen på den store specialbyggede trehjulede cykel, han bruger efter et langt livs hårdt arbejde. På kryds og tværs drønede han - frem og tilbage og frem igen, og så tilbage. Selvfølgelig fordi indslaget var klippet sammen uden hensyn til den geografiske logik, det er fair nok, men egentlig også uden megen plan eller ide. I stedet for at bruge sin hovedperson til at kæde en fortælling sammen, brugte Mogens ham mere som en gimmick. På en regnvejrsdag for en lille måned siden, uden andre gjølboer på gade eller havn, kom det til at ligne en skrækvision af en uddød landsby, hvor kun en enkelt småfløjtende, mumlende pensionist skaber liv i gadebilledet. Og intet kunne være mere forkert. Det er jo netop Gjøls livsduelighed, intense landsbyliv og notoriske engagement og glæde ved at være et lokalt fællesskab, der har udløst udnævnelsen til Årets Landsby 2007. Problemet er bare, at det kræver lidt benarbejde at komme ind på livet af sådan en landsby, og det er nok ikke den rigtige vej at kalde dem, man så endelig får kontakt med, for originaler og forære dem en Gjøl-trold som tak fordi de ville være med. Heller ikke selv om det er morsomt ment. Sandheden om indslaget er formentlig, at det ikke rigtig lykkedes for Mogens denne gang. Men så burde der jo være tid og overskud til at komme forbi en gang mere, inden det skulle sendes. Man kan ikke vinde hver gang. Eller hvis nu Mogens bare havde bænket sig med Aage, der repræsenterer en af de fem-seks store, stærke Gjøl-familier, og havde givet sig selv og ham tid og ro til at følge en eller to fortælletråde bare et lille stykke vej, så havde der været underholdning og landsbyliv, så både Morten Korch og Hans Kirk kunne gå hjem og lægge sig.