Mogensen langer ud efter eksmakkeren Boe

Carsten Mogensen modsiger Mathias Boes udtalelser om, at Mogensen ikke er kommet sig over hjerneblødning

Ritzau
Carsten Mogensen og Mathias Boe har i mange år stået på samme side af badmintonnettet, men det skal de ikke i fremtiden.
Badminton 12. marts 2019 15:08 - Opdateret 12. marts 2019 15:46

BADMINTON: Skilsmissen mellem Carsten Mogensen og Mathias Boe, der i en årrække har udgjort Danmarks mest succesfulde herredouble i badminton, har udviklet sig til en kamp på ord.

I søndags sagde Mathias Boe til DR, at han ikke mente, at Carsten Mogensen var kommet sig 100 procent over den livstruende hjerneblødning, han fik i 2016.

Udtalelsen har dog ikke hold i virkeligheden, siger Carsten Mogensen tirsdag til B.T.

- Jeg ved ikke, hvornår han er blevet overlæge, for jeg er kommet mig helt over det. Lægerne har erklæret mig rask, og min hjerne fejler intet. Ja, jeg har været svimmel. Men brækker man en fod, skal man efterfølgende genoptræne.

- Jeg har været tæt på at dø, og selvfølgelig har der været nogle udfordringer. Men hans udtalelse skuffer mig. Det må jeg ærligt indrømme, siger Carsten Mogensen til B.T.

- Når Mathias mener, at jeg ikke er kommet mig 100 procent over efterveerne fra min hjerneblødning, synes jeg, at han skylder mig en forklaring på, hvordan vi året efter både vandt Super Series-turneringer og tilbageerobrede førstepladsen på verdensranglisten, tilføjer Mogensen over for avisen.

Carsten Mogensen tror, at Mathias Boe har udtalt sig for at retfærdiggøre, hvorfor Boe i fremtiden skal være doublemakker med Mads Conrad-Petersen.

Boe og Mogensen spillede deres sidste turnering sammen i sidste uge, da de blev slået ud af All England i anden runde.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...