Mohamed

- Når jeg ser nogle af optagelserne fra dengang, tænker jeg: Wow, det kan jeg slet ikke huske. Jeg var nærmest i hypnose! Mohamed var 15 år gammel, da han sidste år vandt tredjepladsen og et ukendt antal pigehjerter i X Factor. Men der er langt fra Nørresundby til København, ikke mindst mentalt: - Jeg har fortrudt, at jeg ikke stoppede op og trak vejret undervejs. Jeg var ikke mig selv, mens konkurrencen kørte, husker Mohamed. Da han kom i farezonen første gang, fik han dog fat i sig selv, valgte den sang, han selv havde lyst til og gik på scenen med Dirty Diana. - Der lærte jeg virkelig meget. Jeg synes, at hele oplevelsen blev til et springbræt for mig, så jeg kan komme videre med det, jeg allerhelst vil: musikken, siger Mohamed i dag. Hverdagen går nu med at passe studierne i 1.g på Nørresundby Gymnasium med liniefagene musik, drama og engelsk. Bonusinfo: Mohameds debut-cd har netop solgt til en guldplade.