Mohameds sang

Gad vide hvad det er, Mohamed synger? Jeg havde skrevet en sang. Den var så rigtig, at den var forkert. Jeg kaldte den; "Vi har meget mere tilfælles end det der skiller os". Udmærket lille melodi. Udmærket riff. Udmærket tekst. Alt sammen udmærket. Teksten er som følger: vore hjerter er så ens i farve og funktion vi tager intet med herfra måske en sjæl og en drøm om nogen vi har et ansvar for en drøm rejs ud så tit du kan og få vasket øjnene i et fremmed land vi har meget mere tilfælles end det der skiller os meget mere tilfælles end det der skiller os ad den værste sygdom er had fællesskab er tyranni hvis den tromler forskellighed hvem kan egentlig sige sig fri vi har meget mere tilfælles end det der skiller os meget mere tilfælles end det der skiller os ad vi har et ansvar for en drøm Vi spillede sangen lidt, og så kunne jeg mærke, at den allerede efter et par koncerter ville glide ud af repertoiret og gå til i glemsel. Jeg besluttede at udfordre sangen, for at se om det kunne få den til at live op eller dø helt. Jeg lider som langt de fleste danskere en smule af islamforskrækkelse og tænkte, at hvis jeg kunne få en araber til at udfordre sangen, ville der ske noget. Jeg spillede sangen for Hans Otto Bisgaards søn Jeppe, som jeg havde mødt en enkelt gang. Jeg vidste, at Jeppe havde produceret Outlandish, der er en dansk musikgruppe af andengenerationsindvandrere. Efter et par dage reagerede han og var med på ideen. Men du skal udfordres på to fronter, sagde han. Mig, sagde jeg, du mener vel sangen? Ja ja viftede han mig af. Nu skal du høre. Du skal møde Mohamed, som er marokkansk raisanger, men du skal også møde Mads, som er en ung rapper lige hjemvendt fra USA. Og vi mødtes så i Nyhavn en søndag eftermiddag. Mohamed er en lille spinkel, smuk og følsom dreng, som jeg straks følte ømhed for, da han åbnede munden og sang en kommentar ind over min sang. Gad vide hvad det er, Mohamed synger? Mads er en anden type med håndtegn og hængerøv, men fælles for dem er, at de tog opgaven alvorligt. De ville gerne udfordre min sang, og jeg gav dem frie hænder. Ingen censur. Jeg ville udgive, hvad de kom med. Så nu kom sangen om fællesskabet både til at prikke til min islamforskrækkelse og til generationskløften. For jeg forstår mig ikke på rapmusik. Jeg kan godt lide deres udfordring af det danske sprog, mens f. eks Jokerens kvindesyn er mig helt imod. Og så er jeg nu mest til den gode enkle melodi. Men OK. Mohamed, Mads og jeg aftalte at mødes ugen efter i Birdland studiet i Århus. Jeg var spændt på, hvad de kom med, nu havde jeg jo stor i slawet lovet frit lejde. Mohameds arabiske raisang viste sig at smyge sig smukt ind over vores enkle musik, og flytte fokus et andet sted hen. Fra det korrekte til det udfordrende, det uvisse. Gad vide hvad det er, Mohamed synger? Det ville han sige mig senere. Så gik Mads til mikrofonen og spyttede i et lynhurtigt tempo en tekst ud, der skubbede til sangen, så den vaklede endnu et nyt sted hen. Han spyttede: Jeg har et ansvar for de knægte der nærlytter de vers jeg spytter / dem der identificerer sig med smerten jeg føler når mit hjerte bløder / for rap er større end blærede øser med kromfælge / militære styrker myrder for olie og penge efterlod verden i stykker og blodplettet / en grådig våbenindustri blev skyld i åben krig / en menneskeædende pengemaskine der ikke har respekt for noget liv / de spreder had som en ny virus / materialism ebliver dyrket som en ny Jesus bare mere fanatisk/ resultatet er et sygeligt ego / er det frelse på jorden / et velfærdssamfund hvor produktet ejer forbrugeren / hvor djævle i jakkesæt trækker i snorene / skal vi la dem dele kloden / er tv"et vores vindue til verden er vi blinde uden / jeg spør kun fordi jeg selv har mistet troen / "Shit" tænkte jeg. Det lyder jo som halvfjerdsernes Røde Mor bare i opskruet tempo. Mads lyttede lidt og gik så ind og spyttede det dobbelt så hurtigt ud, så mikrofonen blev drivvåd. Sådan skal det være, sagde han. Og jeg lovede ikke at slette noget af hans rap. Derefter tog drengene tilbage over broerne. Dagen efter bankede det på døren. Udenfor stod Allan og Johnny, mine to gamle kammerater fra Daltondagene. Olsen & Madsen. Uden tøven tog de et vers hver, og efterhånden kom sangen til at minde om "We are the world" i stemningen, og jeg skyndte mig at omdøbe den til "Vi har et ansvar for en drøm". Nu handler den ikke bare om islamforskrækkelse og generationskløfter, men også om gamle venskaber. Den er blevet både smuk og urovækkende. Vi har et ansvar for en drøm. Vi har et ansvar for livet. Du kan jo også invitere en flok hanbavianer ind, grinede Johnny. Vi har trods alt 98 procent dna fælles med dem. Men jeg slukkede for mixerpulten. Vi stopper her. Sangen er kommet til sig selv. Jeg udgiver den til november. Gad vide hvad det er, Mohamed synger?