Øster Jølby

Moleret skilte vandene

Politisk uenighed blev markeret ved et velbesøgt vælgermøde i Øster Jølby

Der var fuldt hus til vælgermødet i Det Ottekantede Forsamlingshus onsdag aften. Foto: Kurt Bering
Der var fuldt hus til vælgermødet i Det Ottekantede Forsamlingshus onsdag aften. Foto: Kurt Bering

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:35

ØSTER JØLBY: Skal der graves i bakkerne på Nordmors eller skal det kuperede molerlandskab bevares uden huller? Det var et af de emner, der var størst politisk uenighed om ved det vælgermøde, som Morsø Folkeblad og Radio Limfjord afholdt i Det Ottekantede Forsamlingshus onsdag aften.

Gravemodstanderen og lodsejeren Jørgen Saaby, Sundby, antændte gnisten med et spørgsmål fra salen:

- Vindmøller kan pilles ned. Råstofgrave vil altid være der, og ingen flytter til Mors for at blive nabo til sådan en. Kommunen vedtog i august Kommuneplantillæg nr. 12, der vil tillade gravning af moler i Stærhøj. Hvem skal betale det tocifrede millionbeløb, det vil koste at udbygge og vedligeholde Fårtoftvej og Fårtoftmark til de tunge transporter?

Foto: Kurt Bering

Enhedslistens Bo Fink, der også er modstander af molerindvinding, greb bolden:

- Jeg håber meget, at det kommuneplantillæg bliver underkendt i klagenævnet, og så kan det ende med, at projektet er dødt. Men hvem har I tænkt jer skulle betale vejen? spurgte Bo Fink sine politikerkolleger.

Meiner Nørgaard (DF) svarede:

- Vi kan ikke standse al udvikling på Mors. Vi er nødt til at have noget at leve af, selv om mange har svært ved at indse det. Men hvis vi griber det rigtigt an, kan vi også trække mange turister til bruddet, som man gør på Fur. Den vej koster en million at anlægge, men så får vi også sløjfet to farlige udkørsler til rute 26.

Foto: Kurt Bering

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) tog ordet:

- Det er en kommunal opgave at sikre den vej, og hvis for eksempel Novo Nordisk kommer og vil lave virksomhed på Mors, kan vi ikke sige til dem, at de må selv lave en vej. Det, folk flytter hertil for, er job, og der må vi udnytte moleret som den ressource, vi har. Og det bliver et flot område, når vi er færdige med at grave i Stærhøj Øst.

De konservatives ditto, Thomas Jensen, arbejder selv på molervirksomheden Imerys:

- Vi skaber natur, når vi graver et hul. Det er det, vores turister kommer og kigger på ved Ejerslev Havn og på molermuseet. Det sætter Nordmors på landkortet og skaber arbejdspladser.

Liberal Alliances Uffe Korsgaard var mere betænkelig.

- Jeg stemte for lokalplanen i sin tid, men da vi skulle vedtage lokalplantillægget, foreslog jeg en timeout. I mellemtiden var det kommet frem, at der var gjort store molerfund ved Hesselbjerg, og de burde efter min mening undersøges først. Med hensyn til vejen, er det nyt for mig, at der er bevilget penge. Jeg har forstået det på den måde, at man ville optage forhandlinger med virksomheden om medfinansiering, sagde Uffe Korsgaard.

Foto: Kurt Bering

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden