Aggersborg

Molerklinter og vikingeborge vil være verdensarv

Molerklinterne ved Fur i Limfjorden får måske status som bevaringsværdige for eftertiden. Foto: Scanpix

Molerklinterne ved Fur i Limfjorden får måske status som bevaringsværdige for eftertiden. Foto: Scanpix

NORDJYLLAND:Den nye liste med danske kultur- og naturemner til verdensarv er nu klar til at blive sendt til Unesco, der afgør, om nogle af emnerne får status som verdensarv. Nye på listen er molerlandskabet i Limfjordsområdet, de tre bevarede ringborge fra vikingetiden - Aggersborg og Fyrkat i Nordjylland samt Trelleborg på Sjælland, Stevns Klint, jagtsystemet i Dyrehaven og de nordsjællandske skove foruden Eremitage Slottet. Fra den gamle liste, som senest er revideret i 2002, medtages Vadehavet, Christiansfeld og Frederiksstad med Amalienborg. Grønlands Hjemmestyre holder også fast i jagtstederne på Vestgrønland, Aasivissuit og Arnangarnup Qoorua og kulturlandskabet i Sydgrønland, hvor der findes spor efter 1000 års landbrug. - Kulturarvsstyrelsen har i udvælgelsen lagt vægt på, at de steder, der kommer på listen, supplerer de værdier, der allerede findes på Unescos verdensarvsliste. Samtidig skal forslag til verdensarv også have værdier, der rækker ud over det rent nationale, forklarer vicedirektør i Kulturarvstyrelsen Anne Mette Rahbæk. Danmark kan højst fremsende to forslag til optagelse på verdensarvslisten om året./ritzau/