MONA SHEIKH

Mona Sheikh. (Foto: Johnny Frederiksen/Polfoto)

Mona Sheikh. (Foto: Johnny Frederiksen/Polfoto)

I modsætning til Naser Khaders Moderate Muslimer mener du, at religiøse hensyn kan forenes med demokrati. Betyder det, at der er religiøse emner og tabuer, som man ikke skal kunne tale åbent om i Danmark? - Overhovedet ikke. Jeg forsøger blot at gøre opmærksom på det urimelige i, at religiøse mennesker skal tilsidesætte dele af deres identitet, før de kan få lov til at være en del af det offentlige rum. Jeg mener ikke, at religion eller religiøse argumenter skal gøres til en absolut lov, der skal gælde for alle, men at religiøse værdier og motiver skal anerkendes på lige fod med alle andre værdigrundlag og motiver, som vi ellers tillader i det offentlige rum. Du er troende muslim, du er kvinde, og du markerer dig offentligt inden for meget sprængfarlige emner. Ville det ikke være nemmere at tie stille? - Jo, det ville det, men det er på den anden side også et spørgsmål om temperament. Jeg er ikke særlig populær i visse radikale muslimske kredse, der mener, at muslimer ikke bør blande sig i et demokrati - og slet ikke kvinder. Men det tager jeg nu ikke så tungt. Men i den danske offentlighed er der da et hårdt psykisk arbejdsklima for religiøse muslimer, fordi der er en massiv mistro til, hvad ens religiøsitet betyder politisk. En gang imellem skal jeg derfor have et pusterum. På den anden side er der så mange vigtige emner og så mange farlige tendenser i det danske samfund, som nogen bør tale imod. Men dine holdninger kostede dig en indflydelsesrig karriere i politik? - Det kan man sige, men hvis ikke det politiske system kan rumme min religiøsitet, har vi et demokratisk problem. Nogle grænser skal rykkes, og vi skal være opmærksomme på, hvordan snævre forståelser af religion, danskhed og demokrati kan være hamrende udemokratiske i deres konsekvens. De grænser var svære for mig at rykke dengang, hvor jeg var en del af det politiske og derfor kunne blive betragtet som en sikkerhedspolitisk trussel mod danskheden og demokratiet. I dag er jeg mere fri til at pege på, hvordan medier og politikere presser deres egne radikale forståelser af islam nedover hovederne på almindelige muslimer.