Monacos topscorer: Vi ville det mere end Arsenal

Den tidligere Tottenham-spiller Dimitar Berbatov førte an, da Monaco slog Arsenal i Champions League.

25. februar 2015 23:30 - Opdateret 25. februar 2015 23:30

Selv om det er mere end seks år siden, at bulgareren Dimitar Berbatov forlod Tottenham, blev hans stjernestatus i klubben større onsdag aften.

Her bidrog han til, at Tottenhams lokalrival Arsenal måtte forlade banen i enorm skuffelse efter 1-3 hjemme i 1/8-finalen i Champions League mod franske Monaco.

- Vi ville det mere end Arsenal i dag. Jeg tror ikke, at de undervurderede os. Men hvis de gjorde, er det synd for dem, for vi var det bedste hold, siger Dimitar Berbatov ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han scorede målet til 2-0 kort efter pausen, og trods et hårdt pres og mange chancer reducerede Arsenal først i kampens overtid.

Monaco svarede dog prompte tilbage og øgede til 3-1 og ligner nu en kvartfinalist.

- Vi er tilfredse med vores præstation, og ærligt talt fortjente vi at vinde. Vi scorede på vores chancer, og det er en flot sejr for os.

- Men det er ikke slut endnu. Vi har en kamp mere i Monaco, og Arsenal er et godt hold, siger Monacos topscorer i denne sæson ifølge AFP.

Returkampen i Monaco spilles 17. marts.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...