Nørresundby

Monica fandt selv chaufføren

I første omgang kunne NT ikke finde den chauffør, der lukkede døren og klemte armen på Monica Ottosens 2-årige datter, men en dag genkendte hun på ny chaufføren

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det var Monica Ottosen selv, der fandt frem til den chauffør, der lukkede døren, så hendes datter fik armen i klemme. En oplevelse, som gjorde, at datteren var utryg ved at tage bussen et godt stykke tid efter.foto: claus Søndberg

NØRRESUNDBY:Monica Ottosens 2-årige datter, Jasmine, fik i starten af april sin arm i klemme i en bybus, da moderen og datteren skulle stige om bord. Monica Ottosen klagede til NT over behandlingen, og der blev iværksat en eftersøgning af chaufføren, men uden held. Men midt i maj stødte Monica Ottosen på chaufføren igen. - Jeg skulle tage bussen hjem fra min svigermor og så kunne jeg genkende chaufføren, siger Monica Ottosen. Som sidste gang retter hun henvendelse til NT med præcise oplysninger om, hvilket tidspunkt hun stod på bussen, fra hvilket stoppested, rutenummeret på bussen og i hvilken retning, den kørte. Sort samvittighed Og denne gang var der bid. NT sendte de nye oplysninger til de to selskaber, der kører på den pågældende rute og hos Connex (den anden er Arriva, red.) var der en chauffør, der havde kørt både den dag, Monica Ottosens datter fik armen i klemme og den dag, hun var på vej hjem fra sin svigermor. Derfor har Monica Ottosen modtaget et brev fra Ole Schleemann, køreplanschef i NT, der undskylder for episoden. I brevet står der blandt andet: ”Den pågældende chauffør er derfor atter blevet konfronteret med episoden. Denne gang påtog han sig ansvaret for det hændte uden tøven, og det viste sig, at han havde gået med en meget sort samvittighed lige siden episoden indtraf. Han var flov og meget ked af det, der var sket. Chaufføren vil utrolig gerne undskylde mange gange, at din datter fik armen i klemme i busdøren. Og han er oprigtig ked af at have udsat et barn for sådan en oplevelse.” - Jeg er selvfølgelig glad for, at de har fundet ham, men det er for nemt at slippe af sted med en undskyldning. Han burde få en advarsel og ja, sådan noget må bare ikke ske. Det burde almindelige folk vide, siger en fortsat berørt Monica Ottosen. Et uheld eller ej I brevet kan man læse, at chaufføren bedyrer, at der var tale om et uheld samt at han er gjort bekendt med, at lignende episoder ikke må gentage sig. Monica Ottosen tror ikke på, at der var tale om et uheld. - Jeg ved tilfældigvis, hvor udløseren til døren sidder. Måske det var et uheld, men jeg betvivler det. Han har måske haft en dårlig dag, men det kan han jo få igen, siger hun. Monica Ottosens datter havde det meget dårligt med at køre i busser i en rum tid efter. Derfor er hun også vred over, at chaufføren i første omgang forsøgte at slippe uden om. - Det er godt, at de fandt ham, men han burde have været mand nok til at træde frem første gang og indrømmet, at han havde lavet en dum fejl, mener Monica Ottosen.